Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Moltke Moe: Nationalitet og kultur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Moltke Moe.
er det drivende og det blivende, produkterne skifter. Det er
maalbevægelsens store feil at den ikke har hat øiet aapent nok
for denne grundsandhet; derfor har den haket sig fast i for
tiden og altfor meget set sit mønster dels i gammelnorsk,
dels i det den kalder de «bedste» og «egteste» dialekter, d. v. s.
de mest gammeldagse, de som mindst svarer til den utvik
ling tiden og sproget ellers har gjennemløpet hvor høit
de saa staar i holdning og harmoni. Men dette romantiske
drag ved landsmaalet er noget som hænger sammen med
tidsomstændigheterne, da maalbevægelsen traadte frem, med
40—50-aarenes renæssancebeundring for den gamle storhets
tid; det hører ikke med til bevægelsens væsen, er ikke essen
tielt for den.
Riksmaalsforeningens oprop forrige jul mante til krig paa
kniven med maalsaken: Ikke fred, ikke forlik, ingen vaaben
stilstand, den ene part skal tynes. Ja, gjaldt krigserklærin
gen landsmaalets form, det romantiske tilsnit, længselen atter
over, saa hadde den fuld ret. Og gjaldt den landsmaalets
drift til bare at se paa bønderne, og stænge alle os andre
ute av sit norske paradis, :hadde den også a ret i meget.
Ivar Aasen var i disse stykker enøiet. Men det var den en
øiethet som maatte til, om den fulde norskhetsstrøm skulde
komme med i vor utvikling igjen. Og en enøiethet, som
ved at sætte motsætningerne op saa grelt og uforsonlig som
mulig ogsaa stillet selve det store sprogspørsmaal i den
skarpeste, mest skjærende belysning, slik at det brændte
sig ind i nationens bevissthet. Uten denne enøiethet var vi
heller ikke i riksmaalet naadd saa langt hjemover som vi
nu er; landsmaalet har halt dansknorsken langt længer med
sig paa norskhetens vei, end de historiske vilkaar ellers hadde
medført.
Men det var jo ikke bare dette krigserklæringen gjaldt.
Krigen lyses mot bevægelsen selv, mot maaltanken, d. v. s.
mot utslaget av det byggende og bøtende nationalinstinkt. Og
mot det kan ingen staa sig, hverken enkeltmand eller tids
opinion. Ti det er ikke andet end nationalitetens selv
opbyggende livstrang, den dunkle kraft som virker i dypet
saa længe livet varer, og nationalitet er altid noget ende
løst mere og større end selv de største repræsentanter for den.
24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
