Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Finn Nyquist: Fra positiv til fri religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Finn Nyquist.
Gud er jo dog selve universets Gud og ikke en eller anden
guddommelig undervasal, en gæ o dæmon, som kun har at
befatte sig med vor lille planet, overladende til sine andre
medvasaller at klare de mulige forviklinger hos sig.
Rigtignok er denne guddom i sit første udkast, Guden fra
lste Mosebog 1, en herre med temmelig begrænset virkefelt.
Hans interessesfære synes ikke at naa udenfor det enkelte folk, ja
neppe nok den enkelte familie, egentlig er han kun Abrahams,
Isaks og Jakobs Gud. Men maaske dette separatforsyn hører
med ind i de guddommelige frelsestanker, som efter presternes
mening bedre end noget andet beviser, at bibelen indeholder
Guds ord og aabenbaring. Man skulde tro, det bedre end
noget andet var skikket til at aabne folks øine for det sande»
virkelige forhold, at det ikke er guddommen, som
udvælger sit folk, men folkene, som vælger og
former sin Gud efter sine ønsker og sit specielle
behov. «Guden er menneskenes speil,» siger Feuerbach,
og et menneskes gudsbegreb er ogsaa i virkeligheden den
bedste maalestok for hans aandelige og kulturelle standpunkt.
Naar den gammeljødiske Gud nu synes os baade partisk og
uretfærdig, viser det en udvikling i vor moralske bevidsthed.
Vi tilfredsstilles ikke længere af den nidkjære Gud, som hjem
søger fædres ondskab paa børn, paa dem i 3dje og 4de led.
Der findes visse moralske grundprinciper, som vi er saa ind
forlivede i, at vi umulig kan komme udenom dem. Et saa
dant grundprincip er saaledes det personlige ansvar
for egne handlinger. Hvad vi selv har forbrudt, bør
vi ogsaa selv lide for. Men den kirkelige religion ser helt bort
fra dette princip. Der finder vi forestillingen om en arve
synd, at vi skal lide for, hvad andre har forbrudt, og
en for vor moralske følelse lige oprørende forestilling om en
forsoning ved en stedfortræder. Det er to forestil
linger, som hænger nøie sammen. Den nedarvede og stadig
øgede skyld har nødvendig avlet selve ønsket om paa en
eller anden vis at bli befriet for den, faa istand en forsoning, og
det har igjen inspireret Paulus til hans vanvittige paradoks:
at la forsoningen foregaa ved drab eller offer af Guden selv,
med speciel adresse til den historiske person Jesus af Nazareth.
Den rummer en ufattelig, overnaturlig grusomhed: en fader,
so ni kræver det blodige offer a f si n eneste søn.
44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
