Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Logeman: Sprogforholdene i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. Logeman.
fortæller i 1833, at endnu henimot slutten av det 18de aar
hundrede gaves der en mængde embedsmænd og kjøbmænd,
især av de ældre aller mest rigtignok kvinder, tilføier
Steenbuch, som ikke hadde altfor meget med skrivning
og læsning at gjøre, og som derfor i sin uttale næsten
ikke tok hensyn til skriftsproget, men omtrent helt fulgte
«almuesproget», landets m’aal. De to kilder som kjendskapet
til Dansk maatte øses av, den Danske skriftnorm og om
gangen med den Danske kreds i Norge, var saaledes for
største delen utilgjængelige for den Norske befolkning. Dan
sken kan derfor, selv i de gunstigere tilfælde, ikke ha trængt
særdeles dypt.
Underlig er det da heller ikke, at vi allerede i det 18de
aarhundrede møter bevisste bestræbelser for at «fornorske»
det som var blit Dansk, og først og fremst i skriftsproget.
Ved siden av digte i Norske bygdemaal og utgivelsen av et
dialektleksikon (ogsaa tidligere var der kommet en slik ord
bok, i midten av det 17de aarh.) peker jeg særlig paa det
«Norske selskap», som blev stiftet omkring 1770 av Nord
mænd i Kjøbenhavn, og paa Joh. Nordal Bruns og de
andres digtning, saa bombastisk den ofte var.
Arbeidet for et eget sprog er en av de ytringer av frihets
trangen som hænger nøie sammen med den politiske selv
stændighet. At derfor Nordmændene i begyndelsen av det
19de aarhundrede ogsaa sukket efter uavhængighet, efter frihet,
er ganske i overensstemmelse med de sproglige bestræbelser
som gjorde sig gjældende. I 1814 syntes befrielsens time at
slaa, Norge skiltes fra Danmark, merkværdig nok under en
Dansk prins, den senere Kristian VIII. Og hvem vét om
fornorskningen ikke hadde tat et raskere løp, hvis det «frie»
Norge ikke helt fra dette aar til 1905 hadde maattet kjæmpe
for sin frihet. Stormagterne hadde nemlig en anden tanke
med Norge. Sverige, som i 1809 hadde tapt Finland til
Rusland, skulde «holdes skadesløs», og Norge fik til sin
ulykke føle hvor bekvemt det er at skjære remmer av
andenmands hud. Næsten hundrede aar stod kampen
mellem de to land, som var saa uskikket til at leve sam
men i «politisk egteskap» : det ene demokratiets land
par excellence, det andet, i skarp motsætning, et rike som 76
aar efter den Franske revolution saa litet hadde forstaat dens
88
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
