Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete Vullum: Forholdet til den gamle kunst. I anledning af Rolf Thommessens doktorafhandling - Stilfølelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stilfølelse.
Margrete Vullum.
værdig rige udfoldelse af menneskelige kræfter omkring So
krates tid ikke kom som et under.
Jeg tror det blir alt for vilkaarligt at ville drage nogen
grænse for, hvor moderne kunst skal begynde sin tilknytning.
Der kommer et tidspunkt, hvor vi tydeligere kjender fælles
træk, saasom portrættet, men den tid følte sig vist igjen i
nært forhold til meget, der gik forud.
Rolf Thommessen viser, at han har en levende følelse for
storheden og skjønheden i den gamle tids kunst; i det korte
afslutningskapitel, at han ogsaa har følelse af vanskelighederne
for den moderne kunst: «naar hver mand skal begynde fra
nyt af, saa er grundlaget for en fælles stilfølelse og dermed
for et alment forstaaende publikum borte», «om kunsten en
gang var trættende ensformig, er den nu blit faretruende
ujevn», men han hævder alligevel det, som er blit slagord for
denne moderne kunst, paa en maade, som var dermed alt
sagt og forholdet dermed afgjort. Det gjør nærmest ind
trykket, som sa han: ja derved er jo nu engang intet at
gjøre, og gir en forklaring af stilfølelse som saa tids- og steds
bunden og saa knyttet til bare bestemte historiske forhold,
at den egentlig ikke kommer os ved.
Jeg tror ikke det er saa, jeg tror tvertom stilfølelse beror
paa noget, der hører hele naturen og dermed mennesket til,
og at naar udviklingen først engang er kommet saa langt,
at den er blit bevidst, saa kan enkelte tiders kunstretning
nok for en tid undertrykke den, men den er der übevidst og
vil altid igjen hævde sin ret.
«Tradition» og «laugsvæsen» kan nok udvikle den til sit
høieste, men de er ikke dens ophav, og den er derfor ikke
knyttet til dem. Stilfølelsen hænger vist sammen med noget
af det alier elementæreste lige elementært som at vand
falder eller stiger, til der er indtraadt ligevegt. Det siges i
afhandlingens første kapitel, at den første begyndelse til vilde
folks udsmykken er synet for lighed og symmetri; tænker man
sig bare dertil føiet netop dette ligevegt, har man allerede
to væsensbestanddele i stil, som den altid paa en eller anden
maade vil tilfredsstille. Og tænker vi os, hvad stilfølelsen er
126
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
