Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete Vullum: Forholdet til den gamle kunst. I anledning af Rolf Thommessens doktorafhandling - Stilfølelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forholdet til den moderne kunst.
udviklet til sit høieste er det ikke harmonien i alt or
gani s k, dets sammenhæng, dets fordeling, dets rette pro
portioner, dets sikre afveien af kræfterne? Jeg tror hvert
barn, der bare kan lære at se ordentlig paa et dyrs bygning,
dermed vil faa ind i sig de elementære fornemmelser, der
ligger til grund for stilfølelse. At det er følelsen af det
organiske det gjælder, kan prøves derpaa, at det er den vi
bruger som dom om den største kunst. Fra den ydre verden
er den overført til den aandelige følelse af et kunstverks
indre sammenhæng.
Det græske tempel var den enkleste og skjønneste orga
nisme, hvori søiler, arkitraver, ornamenter, basrelieffer hørte
uløselig sammen. Naar man om bare gjennem fotogra
fier faar et begreb om, hvordan lys og skygger hviler i
disse former, kan man faa en følelse, som om intet andet
end denne fred kunde tilfredsstille en; og alligevel! den
gotiske kirke er saa fjern fra hin arkitektur som noget kan
være, men den gir os dog en lignende følelse, fordi den fra
grunden til op i de svimlende spir, i søilebundternes mæg
tige stigning og rosens brændende glød og korets hemmelig
hedsfulde glans og de høie vinduers mangfoldig brudte lys
er udtryk for et og det samme, den mystiske entusiasme
er et væsen, gjennemstrømmet af det samme i hver af
dens ledemod.
Som modstykke kan nævnes det übeskrivelige übehag
aandelig kvalme kan man si vi føler ved det utal af kirker i
Rom, hvor man har sat skjærm bretter af antikiserende arkitektur
foran middelalderlige kirker, ja i det hele ved det meste af efter*-
renæssancen, fordi den antike arkitekturer som vridd ud af led.
Spørsmaalet, om vi har mistet stilfornemmelsen eller ikke,
er ikke bare spørsmaalet om moderne kunsts forhold til
antiken, men noget uendelig videregaaende: om vi virkelig
blivende skulde ha mistet følelsen af indre sammenhæng.
Det er altid besnærende at gi en hel udvikling i eri enkelt
formel som R. T. gjør: fra «primitiv folkekunst til dekorativ
laugsknnst» og gjennem fortsat indsnevring til geniet, der
sidder «paa sin øde ø grundende over sig selv». Det er
en klar linje, klar som den geometriske trekant den op
trækker. Men livet, ogsaa kunstens, er da lykkeligvis uende
lig meget rigere end som saa.
127
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
