Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete Vullum: Forholdet til den gamle kunst. I anledning af Rolf Thommessens doktorafhandling - Stilfølelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Margrete Vullum.
Det kan hænde, at en enkelt udvikling løber ud i det
punkt, som er afslutning; skjønt manden paa den øde ø
meget mere ligner Nietzsche stirrende i sindsformørkelsens
bølger, der stiger rundt øen, end en stor skabende kunstner,
men der er ialfald andre mennesker ved siden af, som fort
sætter andre bevægelser. Netop den individuelle ud
vikling, som kan stille den enkelte store kunstner saa ensom
i sin tid, fordi han er blit det aldeles særegne, den samme
udvikling gjør ogsaa, at der er saa mange bevægelser og saa
mange indflydelser, at det hele snarere ligner et bølgende
hav med mange strømme, og de strømme vil naturligvis tilta
i styrke, som fylder en trang hos mennesker. Selv om kun
sten en tid har arbeidet hen mod stilløshed, er det jo intet
afgjørende. Selv et par hundredaar er jo en overordentlig
kort tid i den almindelige udvikling, og stil er noget, der
hænger sammen med saa uomgjængelige forhold i naturen
og derfor saa absolute aandsbehov, at man vist ligesaa gjerne
kunde tænke paa at afskaffe tyngdeloven som paa, at disse
ikke skulde gjøre sig gjældende. Den aandelige lov kan tilsyne
ladende gi en liden dispensation, og kunsten kan gjøre streif
tog ud i det vide rum, det er dens ære, men til jorden maa den
vende tilbage, hvis den vil ha med jorden og menneskene at
gjøre. Kunstens historie er heller ingenlunde en saadan
ligetil fortsættelse i en og samme retning, der er noget, som
heder, at menneskene reagerer, og det har de gjort mer end
en gang, og det er noget ganske andet, end at de blir gamle
Hieronimuser. Tænk at kunsten har været ude i Berninis
forbandede løgnagtige kirkeskulptur I 1 saa ved man, hvad der
kan opleves, men ogsaa hvad der kan kommes tilbage fra.
Det vilde sikkert være til det største gavn for kunsten
og for menneskene med, om de «store ensomme», som ud
viklingen munder ud i, fik være det de er, det som kun én
gang findes, saa de nok ved sin styrke kan gi andre
søgende kunstnere «stødet» og frigjøre enkelte beslegtede sind,
men ikke i egentlig forstand kan faa fortsættelse, kun
efterabning af ydre særegenheder. Dette, at folk vil fortsætte,
hvor det individuelles høieste udvikling danner det afsluttede,
er det vel netop, der kan gjøre den moderne udvikling ikke
1 Hvor han tumler med antike væsener, er han en hel anden, for det er
hans stil, hans sande udtryk.
128
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
