Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkelivsbilleder fra Søndfjord.
heier, gjennem trange smale skar. Du skal ikke ængste
dig for at blive uroet af noget. En gaar i fred baade for
folk og fæ. De første ser du ingen af, de sidste er smaa og
godslige. Og udyr findes der ikke nu længer. Men sagtens
skader det ikke, om du, før du lukker bøgrinden bag dig,
kommer ihu det lille verset:
Jeg spiser tyttebær rød
for Jesu pine og død ;
Jeg spiser enebær blaa
med Jesu kors oppaa !
De gamle læste det stilt for sig, naar de skulde i heien,
og de angred vist aldrig paa det. Ad en smal gjeitestig,
stundom høit oppe under hamrene og stundom helt nede
ved elven, kommer en tilslut frem til Rutlevandet. Lidt
hortenfor ligger Espesetgaardene, to—tre stuer midt ial fjeld
ensomheden. De er godt hortgjemte, en forvilder sig ikke
let did. Den ene er nu en fin liden gaard, veldrevet og
skyldfri, føder hest, otte kjyr og en god slump smaafæ. Den
nuværende eier regnes for en af sognets gjæveste og mest
formuende mænd. Men fra først var jorden hans en skarve
husmandsplads. Der bodde Kristen og Guri med en fem—seks
barn. Ordentlig i den mindste ting, strævsom og paalidelig op
drog de barnene ligeens, saa der gik godt ord om alle fra den
pladsen. Barnene tog tjeneste ude; derfor blev Kristen og
Guri gaaende alene og hale de sidste aarene; men da de
begav, kom Jo’ansen, ældste sønnen, hjem igjen. For da
blev pladsen at faa kjøbt, og han vilde have den. Halvdelen
af hvad den kosted, lagde han paa bordet til gaardmanden
den kvelden handelen kom istand, resten maatte han sætte
sig i skyld for. Fra nabogaarden, en god halv mil længer
nord, hented han sig hende, som kjærring skulde være, et
drusteligt kvindfolk, flink og forstandig i al sin færd, og saa
bar det løs med arbeidet. Husene maatte bygges op fra nyt
af, de var blevne saa altfor gamle og skrøbelige; jorden
ja den skulde endevendes, saasandt det gik an, ryddes og
gjødsles. Her var sterk ryg og villige næver. De var fem
mennesker til at begynde med, de selv, gamlefolket og kjær
ringens mor. Men de fik da til baade mad og klær hver
dag. Saa gjorde jo hver sit bedste, ude som inde; de gamle
191
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
