Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elisa Ulvig.
sig paa sengekanten og karved i snadden. Og hvordan det
saa bar til eller ei, saa kom den faamælte manden sig til at
snakke med fremmedfolkene. Snakke baade om sig selv og
spillet sit og menneskene, som han kjendte saa lidet og troede
saa vel. Saanær som i en eneste ting. Hvad det kunde være?
Gamle Klemet retted sig langsomt og saa hen paa den ene
af de fremmede, det var et ungt kvindfolk. De milde brune
øinene hvilte en stund paa hende. Saa reiste han sig, gik
betænksomt ind i koven efter felekassen, satte sig hen i bæn
ken og prøved strengene. Hvad det var g jentog han stilt og
begyndte at spille. Hun gik til vinduet og blev siddende der
med haand under kind. Sjøen laa ganske stille, straalende i
aftensolen, som lagde sit varme skjær over aaser og nes. Døren
stod aaben, duft af hæg og rogn trængte ind, og gamle Klemet
spilled. Og solen sank, mens vandet mørkned, og bløde skyg
ger langsomt hylled skog og mark i løndomsfuld dunkelhed.
Men lige urørlig sad de derinde og lytted til tonerne, som
fortalte underlige ting om al menneskens bævende glæde og
sorg, kanske mest det sidste. Da fremmedkvindfolket bad
farvel, drypped et par hede taarer paa spillemandens haand.
Det hænder ham iblandt, at han maa mindes baade taarerne
og hende. Men hun drog langt bort og fik lære livet og men
neskene vel at kjende. Fik megen glæde, endnu mere sorg.
Og fældte mange bitre taarer, slig som det vel er de tleste
kvinders lod her i verden. Hun lærte sig at dølge alt,
glæde som kummer, bag smil og
skjæmtsomme ord. Men ofte, mens
livet gled hende larmende forbi,
klang felespillet fra hin dunkle
sommerkveld gjennem sjælen, og
hun kom til at forståa det altid
bedre og bedre. Hvergang hun siden
hørte en fele blive stemt, var det
hende som sad hun igjen ved det
lille lave vindu, og brysomme taarer
drypped paany, endskjønt der slet
ikke altid var barmhjertig skumring
forhaanden.
Den andre veien fra Vaage
vandene bærer indover svære nøgne
Gamle Klemet.
190
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
