Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bredo Morgenstierne: Sibbern og ministerkrisen i 1861
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bredo Morgenstierne.
Der ligger vistnok megen Betydning i den større eller mindre Vægt, man
vil lægge paa det i Betænkningen brugte Udtryk «paatrængende», idet det i
Betænkningen hedder, «at Bevisions-Spørgsmaalets snare Behandling fremdeles
ligesaalidt fra Svensk som fra Norsk Side kunde med Føie ansees som paa
trængende»; men tager man Hensyn til selve Depechens Udtryk ligesom
ogsaa til hvad der i November 1859 udtaltes paa Bigsdagen i Anledning af
Anckarsvärds Motion, hvilket er Herr Statsraaden bekjendt af Aviserne fra den
Tid, vil man let komme til det Besultat, at Behovet af Bevision virkelig var
følt i Sverige, og at Uoverensstemmelsen da indskrænker sig til det mere übe
stemte Spørgsmaal om til hvilken Grad Behovet var paatrængende.
Uagtet jeg væsentlig har støttet mig til Depechens confidentielle Natur,
har jeg ved Siden deraf i mine Breve fremhævet, at selve dens Indhold var
lidet eller intet bevisende, og just af denne Grund fandt jeg det ikke heller
tilraadeligt at benytte en confidentiel Meddelelse for at bære den hele Beviis
byrde for den <Kj e ndsgj erning», der skal constateres, nemlig: at Sven
skerne, den ene Dag, meente det saa, og, kort efter, kastede om i en
anden Stemning. Kan saadan Beviisførelse benyttes Mand og Mand imellem,
troer jeg dog ikke, at den egner sig for et Statsskrift, hvori den ene Begjering
med Bolighed og Alvor taler til den anden, og det ene Folk gjennem dets
Begjering taler til det andet!
Der var desuden en særlig Betragtning, der gjorde sig gjældende for mig
i min Stilling som Statsminister, i hvilken jeg har, saavidt det staaer til mig,
at vaage over mit Lands Interesse i Behandlingen af den for begge Kiger fælles
udenrigske Politik. Skulde den Svenske Udenrigs-Minister med mere eller
mindre Bet eller endog med blot Skin af Bet kunne paasige os at have util
børligen benyttet en confidentiel Meddelelse, da indsaae jeg altfor vel, at Ad
gangen til paa nogen Maade med gjensidig Fortrolighed at følge vor uden
rigske Politik kunde blive mig spærret, og jeg skulde derved blive berøvet
et af de Midler, hvoraf jeg hidtil har været i Besiddelse, for at være mit
Land nyttig.
Disse ere de Grunde, hvilke have bevæget mig til at lægge en afgjørende
Vægt paa Undladelsen af Antydningen til Depechen af 7. Nov. 1859, og om
jeg ikke saa udførligen har fremført dem i mine Breve, er dette skeet kun af
den Grund, at jeg vidste, at de, som jeg har skriftvexlet med om denne Gjen
stand, have fuldt Indblik for at kunne oversee det hele Feldt, uden at hvert
specielt Beviis behovede at paapeges.
Med Hensyn til den anden «Antydning» til hvad der forudgik Statholder-
Sagen, har jeg, jomere jeg har tænkt derover, befæstet min Overbeviisning om
det skadelige i at fremdrive de Forklaringer, der forekomme mig deraf at
maatte blive Følgen. Forklaringer kunde maaskee have været givne i April
1860 i Forbindelse med selve Statholder-Sagen, medens Bitterheden endnu var
stærk paa begge Sider og det knap vilde have forøget denne, om disse For
klaringer var komne til. Desuden var dengang endnu i det Svenske Stats
raad Hovedmanden, som nærmest havde taget paa sig at udtale og bære for
sig og sit Partie den Opinion, han udtalte. Jeg fandt imidlertid dengang
for min Deel (jeg taler blot for mig selv), at det ikke var klogt eller rigtigt
at omtale Antecedentia, hvis Udgangspunkt Kongen var, og hvis Betydning for
øvrigt, med Hensyn til Samtaler med Svenske Statsraader, kun for mig frem-
318
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
