Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Darwin og Malthus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
syn paa naturen. Dette Darwins verk utkom ni aar efteråt
Alfred Tennyson, i et digt, hvori han forøvrig kjæmper sig
frem til haab (In Memoriam), i et enkelt malende uttryk hadde
indbrændt i manges bevissthet forestillingen om naturen som
et rovdyr, «rød i tand og klo» (Nature red in tooth andclaw).
Og en anden stor engelsk skribent, George Eliot (Mary Ann
Evans), hadde i fortællingen om Mr. Giliil (tre aar før
«Arternes oprindelse») fremhævet naturens udeltagende like
gyldighet overfor de menneskelige lidelser. Og netop i det
samme aar, 1856, hadde en ung norsk digter, som man ikke
ialfald dengang skulde ha tiltrodd et saa utpræget kritisk
realistisk syn paa naturen (selv paa en av sine bipersoners
vegne), nemlig Bjørnson i «En munter mand», i direkte mot
sætning til Wergeland, fremstillet dyrelivet i naturen som en
blodig og brutal krigstilstand (i Nils skrædders vise).
Disse tre forfattere, blandt mange andre, viser, at endog
hos digtere, som hadde en utpræget trang og evne til at
kjæmpe sig frem til en forhaabningsfuld verdensanskuelse,
virket tilbakeslaget mot den forutgaaende tids optimisme i
retning av et forholdsvis mørkt syn paa naturen.
Dette mørke syn var i England kommet overordentlig
sterkt til uttryk allerede hos Malthus, midt i den engelske
natur-romantiks vaarbrud, samtidig med Wordsworth’s og
Coleridge’s debut. Og man forstaar styrken av dette tilbake
slag mot natur-optimismen, nåar man lever sig ind i de høit
spændte lykkedrømme og det altfor idylliske syn paa naturen,
som i England hadde fundet sit første betagende uttryk i
literaturen i James Thomson’s digtning. Hvad enten man
læser Thomson’s pragtfulde «hymne» (fra 1730) til naturens
og aarstidernes Gud, den altid virksomme, som «fodrer og
fostrer hver skabning under himlens rummelige tempel, farver
skog og eng med sin pensel og gjør den vellugtende med sit
aandedræt», og som «av tilsyneladende ondt utdrager godt, og
derav bedre, og derav endnu bedre, i endeløs fremgan g» ,
eller man læser Pope’s mægtige «Alnaturens bøn» (Universal
Prayer, 1738) til den samme naturens store gud, «hvis tempel
er verdensrummet», hvis alter er jord, himmel og hav, og
til hvem alle levende væsener opsender en fælles korsang
som «hele naturens rökelse og virak»; eller man læser senere
digte, som den unge Victor Hugo’s digt Ce qu’on entend sur
360
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
