Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Jean Calvin. 10de juli 1509—10de juli 1909 - I. Personligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran.
universitetet var vennerne studiefæller, senere blev de hans
commilitones, hans kampfæller, hvem han vurderer udeluk
kende efter deres standhaftighed og dygtighed i kampen. Se
nu f. eks. hans forhold til du Tillet.
Tillet hadde været Calvin en hjælpsom ven i nøden, hadde
tat sig virksomt af ham under hans landflygtighed, og saa
længe han endnu var at vinde for reformen, var alting vel
og bra; men fra det øieblik han ikke længer aarked at følge
Calvin paa hans steile vei, var han med én gang udslettet af
hans erindring, og da han paa et senere tidspunkt paa grund
af sammenhængen er nødt til at omtale ham, nævner han
ham kun som «en mand, som nu lumpent har gjort oprør
(un homme lequel s’est aujourd’hui laschement revollé). Og slig
er det ogsaa med de Falais og andre som ikke vil lystre.
Ja selv de af vennerne, som holdt ud til det sidste, blir
dog rangeret efter deres duelighed i kampen; endog den
gamle trofaste Farel blegner noget i Calvins øine, da den unge
Beza fremtræder med alle sine glimrende kapaciteter.
Der er blandt Calvins breve endel, som er henvendt til
trosfæller, som paa grund af sit kjætteri sidder indesperret
omkring i Europas fængsler. Slige fanger hadde det for
færdeligt i de dage, de kunde i hvert øieblik opleve at bli
slæbt ind i torturværelset for med haanden i tommeskruen
at afpresses tilstaaelser, og i næste øieblik maatte de kanske
bestige baalet. Calvins breve til dem er sterke og modige,
übetingede i kravet til deres standhaftighed og noble i den
maade, hvorpaa han foreholder dem det tilfredsstillende i
at ofre sit liv for den store sag. Hvad vi savner i dem er
hjertelag, medfølelse med deres smerter, medlidelse i deres
nød. Denne mangel paa hjertelag kunde stundom gjøre
denne pligttilbeder blind for det, som for et almindeligt men
neske med naturlig følelse maatte melde sig som en selv
følgelig kjærlighedsgjerning. I 1542 og 43 raste pesten i Genf,
og elendigheden var stor. Ved denne leilighed spiller det
reformerte presteskab en temmelig jammerlig rolle; det var
næsten umuligt at bevæge nogen af dem til at overta sjælepleien
blandt de syge; og da han, som endelig hadde vovet sig,
blev smittet og døde, blev situationen næsten tragikomisk.
Raadet henstilled til la venerable compagnie at udpege en af
sin midte, som skulde besøge de syge; men der var ingen
398
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
