Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Jean Calvin. 10de juli 1509—10de juli 1909 - I. Personligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jean Calvin.
af dem, som turde, og en dag møtte alle ærværdighederne
op i raadsforsamlingen og erklærte, at Gud ikke hadde for
lenet dem med styrke og mod til at gaa i pesthospitalet;
men de udpegte en udlænding, som vilde være til stor trøst
for de syge. Efter adskillig betænkning gik raadet ind paa
dette forslag.
Nu hadde ganske vist raadet i sin henvendelse til preste
skabet fra begyndelsen af undtaget Calvin, fordi kirken trængte
ham, og fordi hans liv var for kostbart til at sættes paa spil.
Men dette var jo ingenlunde bindende for Calvin; for ham
maatte det jo staaet som en selvfølgelig pligt at ile de nød
lidende til hjælp og samtidig gi et nødvendigt eksempel. Men
han gjorde det ikke, han var enig med raadet! Han anser
det ikke for rigtig, skriver han til Viret, «at lade hele kirken
i stikken for at hjælpe en del af den». Heri kunde han nok
paa en viss maade ha ret; men hvor uendelig meget mere
tiltalende er ikke den maade, hvorpaa Luther opførte sig i
en lignende situation. Da hans venner engang (1516) raaded
ham til at flygte for pesten i Wittenberg, svarte han med et
smil: «Gud har stillet mig her. Verden forgaar ikke, om
broder Martin dør.»
Calvins sjæl er bygget af et haardt stof, som ikke lar sig
smelte, hverken i graad eller latter. Allermindst det sidste.
Man forsmægter af længsel efter en latterstraale paa vandrin
gen gjennem hans skrifters logiske alvorsørken. Han mangler
ingenlunde vid, men det er en besk syre, ganske blottet for
humörets sødme; ikke antydning til selvironi, som et sekund
skulde faa ham til at ta sig selv for spøg; det vilde jo ogsaa
næsten være blasfemi for en mand, som ved, at det til en
hver tid er Gud, som taler i ham.
Heller ingen fantasi, som farver hans ord eller frister
ham til nogensinde at flyve nd fra sine tankerette slutningers
grundmurede celle. Dersom det overhovedet er muligt for
noget menneske helt at mangle fantasi, saa var det tilfældet
med Calvin, og han er derfor ogsaa uden originalitet i ordets
egentligste betydning; han kan nok jage en tanke/indtil den
udleverer ham ukjendte hemmeligheder; men tanken selv er
ikke opstaaet i ham. Der er ikke noget opkomme i ham,
ingen indfald, ingen overraskelser, ingen tankeleg.
Han var blind for al skjønhed og ynde, det var for ham
399
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
