Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Jean Calvin. 10de juli 1509—10de juli 1909 - I. Personligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran: Jean Calvin.
ingen værdier, snarere fiender, fristelser til at bortvende op
mærksomheden fra det ene fornødne. Han bodde ien af
Europas skjønneste bygder, men han opsøgte sin bolig i den
mørkeste gade, hvorfra man ikke kunde se hverken Alperne
eller Genfersjøen. Han var en grundig kjender af sine
klassikere, var fortrolig med Homer, Platon, Cicero, men
aldrig undslipper der ham et ord, som tyder paa, at han,
som dog hadde levet blandt antikbegeistrede humanister,
nogensinde følte sig betaget af billedernes anskuelighed eller
tankernes skjønhed eller ordenes velklang. Han led bent
ud af l’horreur de Vart (Brunetiére), af kunstrædsel. Den
verdslige kunst eksisterte ikke for ham, og den kirkelige var
afguderi, ingen kunstglæde i ham steiled mod billedstormerne,
og han lod dem husere og ødelægge uden at gribe ind. Den
skjønne katolske kirkemusik med de mangestemmige kor og
mangfoldige musikalske effekter var ham en vederstyggelighed,
og naar han bundet af skriftens ord tillod (unison) salmesang
i sin kirke, saa gjorde han det udtrykkelige forbehold, at det
melodiøse ikke burde være fremtrædende i den, at det helst
burde være som en rhytmisk tale, hvor opmerksomheden
ikke paa nogen maade ved velklang bortlededes fra ordene.
Calvin var en tør og lidet frodig natur, for hvem livs
nydelse og livsudfoldelse ikke var noget behov; for en slig
mand, stillet midt i renæssancens livsorgier, maatte det bli
naturligt i den skarpeste modsætning til Guds herlighed at
stille menneskenaturens uhjælpelige elendighed og uhelbrede
lige besmittethed. Guds ære blev for ham menneskenaturens
udryddelse. Medens Luther, den livsfrodige, omgjorde alt
menneskeligt til religion, saa var for Calvin det guddomme
lige altopslugende. Og det guddommelige, det var det umen
neskelige eller det anti-menneskelige.
Han var, som vi ser, paa mange maader en fattig natur;
men ogsaa hans fattigdom blev hans styrke. Uden lakunerne
i hans sjæl vilde han neppe blit den helstøbte skikkelse, og
tiltrækker han os end ikke i sympati, saa fylder han os dog
med beundring for den vældige koncentration, hvormed han
samled alle sine kræfter i en mægtig anstrengelse, som har
sat merker for alle tider. Vi vil faa et endnu sterkere ind
tryk heraf, naar vi nu gaar over til at søge efter hans person
lighed i hans lære. Gerhard Gran.
400
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
