Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Naar den ny vin blomstrer —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naar den ny via blomstrer
blomstrer —» har Bjørnson befriet sig for det mismod, der
kan gripe hver den, som staar og ser ut over sit liv, ser ut
over alle veiene dem som førte til maalet, dem som blev
gaat forgjæves og dem som ledet vild. Selv en agitator og
en forkynder, der under sin virksomhet er nødt til at tvinge
denslags anfægtelser tilbake, vil aldrig være sikker for dem,
saa sandt han under sit stræv ikke er blit en specialist
moralist av hr. Collins art, men har holdt sit sind aapent
og mottagelig for indtryk fra livets virkelighet. At Bjørnson
trods alt har bevaret denne sindets friskhet, viser hans nye
skuespil med overbevisende klarhet og styrke, og det vil der
for komme som en glædelig overraskelse til alle dem, der
først og fremst elsker digteren Bjørnson. Det kan jo ikke
negtes, at det paa det sisste stundom har kunnet se ut som,
der var begyndt at gro Collin over ham, som om sansen
for kvindesak og fredssak og andet kvaksalveri holdt paa at
overskygge interessen for menneskene, som dog maa være
en digters første og største. Denne gang har kunstneren i
ham reist sig og krævet sin ret, og dermed var det git, at
utfaldet maatte bli en seier.
«Er det ikke, som jeg har været to mennesker? Et som
sat igjæn med sangene fra vor ungdom. Og et, som løp fra
dem for å besørge al verdens ærend?» Disse ord, som fru
Arvik uttaler bort mot bokens slutning, har en klang, som
ikke er til at ta feil av. De indeholder selvfølgelig ingen
indrømmelse til dem, som sent og tidlig har foreholdt Bjørn
son, at han var digter og intet andet end digter og værsgo
skulde holde sig til det, han skjønte sig paa, likesaalitt som
de i fru Arviks mund skal være nogen klage over, at hun
ikke har ført et daadløst drømmeliv i sin ungdoms lykke.
Men de rummer en tilstaaelse av under sit arbeide ikke altid
at ha været indenfor den sammenhæng, hvorom Dag taler.
Og det er blit en nødvendighet for ham at komme tilbunds
i den opløsning, dette brud paa sammenhængen avsted
kommer indenfor ætten, det vil si indenfor det samfund, i
hvilket han altid klarest og dypest har set menneskene.
Den arvikske familie lever i meget bjørnsonsk luft. Paa
virkningen er merkbar overalt, i opfatning og i anskuelser,
og især er det dens damer, der er grepet av den store dig
ters virksomhet. Selv dens unge piker vet udmerket god
523
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
