Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af kirkepolitikens historie. Ole Irgens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dr. Hjalmar Christensen.
«afskaffelsen af al religionstvang i vort land», og de stillede
dette krav «i selve kristendommens navn». Derfor skulde der
af statens embedsmænd, de geistlige undtagne, ikke forlanges,
at de tilhørte den lutherske troesbekjendelse.
For saa vidt var alt i overensstemmelse med, hvad der
blev fordret fra frisindet hold.
Men med disse punkter var det forbi med den kirkelige
frisindethed. Og det var rimeligt nok, da frisind er uforene
ligt med kirkens væsen. Frisind er for kirken det samme
som selvopgivelse.
Det centrale i programmet var som sagt kirkens selv
styre, d. v. s. ret til selv at bestemme sin forfatning, vælge
sine embedsmænd, øve straffemyndighed bl. a. ved at
udelukke dem af kirkens samfund, der enten ikke havde den
rette tro eller ikke førte det levnet, menigheden ansaa for
passende forvalte sine midler osv. osv. Om hvor meget
eller hvor lidet der skulde eller kunde gjennemføres med én
gang, herskede der vel delte meninger, men det endelige maal
var givet.
Hvad dette praktisk talt vilde si, maatte selvfølgelig
afhænge af det relative frisind inden kirken, af den kirke
lige toleranse, af det udviklingsstadium, hvorpaa de ledende
mænds kristendomsopfatning befandt sig. Her er allerede
det at bemerke, at meget vilde bli overladt til de enkelte
menigheder, og det var at forudse, at tidens demokratiske
bevægelse vilde henskyde mere og mere under disses afgjø
relse, hvad der selvfølgelig maatte gjøre tyranniet endnu mere
trykkende.
Men hvordan ræsonnerede nu de mænd, der stod i spid
sen for bevægelsen? Personlig var vel Ole Irgens en saa
klog og saa kultiveret mand, at han som medlem af et kirke
styre eller et menighedsraad i det enkelte, praktiske tilfælde
vilde vist størst mulig humanitet. Og Johan Sverdrup var
en saa snedig politiker, at han nok ligeoverfor en vanskelig
afgjørelse vilde bragt sin overbevisning i samklang med, hvad
der for kirkens eller menighedens stilling til samfundet for
øvrigt var det mest opportune. Men hvad blev der af disse
saakaldte reformvenner paa dette tidspunkt 1877 frem
stillet for menighederne som rettesnor? Hvad kunde disse
570
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
