Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Ibsen og nationalromantiken. Ibsens efterlatte skrifter - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Paasche.
de tyske romantikere var virkelighetens verden bare et ydre
skin, et skal om høiere, usynlige livsformer. Og disse livs
former fornemmes og forstaaes bare gjennem sjælenes
drømmeliv i rikest maal gjennem digterfantasien, og der
for er digterens drøm den dypeste sandhet, den høieste grad
af virkelighet. Slik tænkte de tyske romantikere, og efter
dette syn skrev de. Det var da rimelig, at romantikens
skildring sjelden fik fotfæste i kjendsgierningernes trygge jord
bund og sjelden naadde til at gi det almengyldige.
Anderledes med Ibsen. Efter Tysklandsreisen i 1852 er
han realist i sin skildring. I «Rypen i Justedal» (1850) flagrer
endnu romantikernes «Chor af Alfer» omkring under linde
trærnes grene. Efter Ibsens hjemkomst høsten 1852 for
stummer det for altid i hans digtning. Der tales nok om
alverne, og tales meget, baade i «Gildet paa Solhaug» og
andetsteds. Men de viser sig ikke mer, og det er klart nok,
at de talende selv ikke tror paa dem, men bare bruker dem
som staffagefigurer i det lyriske stemningsmaleri.
Her er det Hermann Hettners indilydelse gjør sig gjældende.
Ibsen har fortalt, at Hettners bok om «Das moderne Drama»
utgjorde hans væsentlige teoretiske læsning under Tysklands
opholdet. Her kom han under en paavirkning, som han
altid siden var dypt taknemmelig for. Hettner hadde med
overbevisende styrke fremholdt, at den dramatiker, som sæt
ter sig det høieste maal: at skrive en «psykologisk karakter
tragedie», i sin skildring maa føle sig bastet og bundet til
virkelighetens verden. Personernes sindelag maa med indre
nødvendighet fremtvinge handlingen. Den bør ikke be
stemmes ved det rene tilfælde eller ved overnaturlig magt
fuldkorn menhet, i det hele ikke ved indgripen utenfra.
Altsammen tanker, som slog ned i Ibsen. Gjennem
Hettner kom han til at «indrømme det fornuftmæssige sin
ret og sin gyldighed», som han sier i en avhandling fra femti
aarene. Og denne indrømmelse førte til realisme i skildringen
selv i hans mest «nationalromantiske» dramaer.
Bare én gang opgav han denne realisme, og det var, da
han i «Peer Gynt» jordfæstet nationalromantiken under kling
klang fra dens egne klokker.
Ellers hændte det engang senere, at Hettners teorier for
alvor stod i fare i Ibsens sind. Det var omkring 1870, da
654
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
