Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Nye bøker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
/
1 gravøl.
A. Krogvig.
Sønner av sydhimmelens hidsige sol, som stikker, smilte.
Mænd av grumt blod, som klør, smilte ...»
Til den skinnende, tyrefægteragtige jubel i sydlændingens
grusomhet svarer, under vore himmelstrøk den sviende for
tærende ondskap, der gror omkap med ørkesløsheten og stil
lheten i vore bortgjemte bygder. Det er de samme übrukte
kræfter, der slaar ind og blir til en syk, uslukkelig brand i
blodet. Vi ser det i fortællingen om Skaarefolket. Deroppe
i fjeldbygden er hver dag som et speil, der kaster ens eget
billede tilbake. Det gjælder at komme unna disse øinene,
at gjemme sig væk for sig seiv, at komme i forhold til noget
u tenfor ens eget jeg. Bare en ganske liten hændelse kan
skape en stor festlig stund. Da de nye folkene paa nabo
gaarden kommer over tunet, staar de paa Nord-Skaare utenfor
stuedøren og skinner av forventning og fryd og vet ikke, hvad
godt de skal gjøre de fremmede. Men ikke før er fest
stemningen væk, saa vaakner angsten for, at indflytterfolkene
ogsaa skal gli væk og bli borte i stilheten og tomheten. Og
da er ondskapen med en gang over dem. De vælter sig ind
paa naboen med alslags krangel, de maa for enhver pris i
strid med ham, føle et levende menneske imot sig. Og da
nymanden viger unna, blir det en jagt, en vild, hidsende lek,
der lyser av den mest uforfalskede sportsglæde. Og den varer
indtil der en dag sker noget: Han dør, gamlekallen paa
Nord-Skaare. «Vette her ikje sjond 1 att daa, far? skar vesle
Haktor i. Du store gud i himmelen! jublet det op i luften:
Daa vette her sjond att paa Skåare. Det slog ned i de voksne,
og det var som de vaaknet, og hinden revnet foran deres
syn; de blev med ett saa vide om bringen, og det sank
fredelig i deres sind; de snakket pludselig sammen, og Haktor
saa nyemanden ind i ansigtet tvers gjennem hinden: ja saa
nonen smætte, hadde han ikke blaa øine, karen! Av og til
var de høimælte, for det var saa uvant at snakke sammen
slik; og av og til sank de ned i kviskr. Og de skalv i stem
men over det uvante . . . Javist, her blev gravøl!»
Men ikke mange dagene efter gaar jagten like lystig
paany.
Begge de ovenfor omtalte fortællinger er kunstverker av
meget høi rang. Men der findes i «Mennesker og masker»
660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
