Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Nye bøker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. Krogvig.
strube, end jeg elsker Leikny, naar hun lægger armene om
min hals. Mindre sorgfuld var jeg, da jeg for i vinterveiret
over Dovre og tænkte paa hendes bansord, end naar jeg
rider ind paa Skomedal og vet at Leikny møter mig med
blide ord i døren vor. Hellere vilde jeg krystes av
hvitebj ørnens rammerend mindes, at Kaare har
hende i f a ng.»
Ljot analyserer her sine følelser, søker at finde billeder,
som belyser dem, spalter sig i to personer en iagttagende
og en, som utforskes. Replikken hører hjemme i en moderne
psykologisk roman, og hvor fjernt den ligger fra sagaen, ser
man, om man sammenligner den med slutningen av Gunlaug
Ormstunges saga, der fortæller om Gunlaugs og Ravns tve
kamp. Ravn er blit haardt saaret, og Gunlaug sier, at nu
vil han ikke længer kjæmpe mot ham. Ravn svarer, at han
nok kunde fortsætte, om han bare fik en drik vand. Gunlaug
lover at hente vand i hjelmen sin, «men svig mig da ikke,» sier
han, og Ravn svarer, at det skal han ikke. Men da Gunlaug
rækker ham hjelmen, nytter Ravn allikevel leiligheten og
gir ham banesaar. «Ilde sveg du mig nu, og uhæderlig bar
du dig ad mot mig, som trodde dig,» sier Gunlaug. «Sandt
er det,» svarer Ravn, «men jeg kan ikke unde dig
Helga den fagres favntag.»
I sagaen tvinges altsaa en eneste forklarende sætning
frem som slutningsreplik i et dramatisk optrin, med hvilket
den har den nøieste organiske sammenhæng. Den lyder som
det sidste hugg i striden, før sværdet falder den kjæmpende
av haanden. Dette er sagaernes psykologi. Den er hverken
omhyggelig utforskning eller nøiagtig beskrivelse, den er netop
slike snare gløtt ind i sjælstilstanden. De aapner sig altid
motstræbende under sterkt stemningspres, men de kan i sin
knapbet forklare et menneske ind i dets dypeste eiendom
melighet. Jeg kjender intet sted, der saa klart viser det
psykologiske mesterskap i de gamle nordboers kunst som
det, der rummer skildringen av Gunnar fra Lidarendes færd
bort fra hjemmet. Hans hest snubler med ham, og han
kommer til at vende sig og se tilbake mot gaarden. Da
falder disse ganske uoversættelige ord: «f<?gr er hliftin,
svå at mér hefir hön aldri jafnfggr synz bleikir akrar,
enn slegin tun —, ok mun ek rida heim aptr ok fara hvergi.»
664
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
