Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Tyskland foran valgkampen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Paasche.
rakters ridderlige sindelag. Alt hvad der kom fra Beth
manns mund, var kølleslag for socialdemokratiet og en del
av liberalismen.»
Herr v. Bethmann-Hollweg talte virkelig ganske godt
den dag. Ellers er ikke veltalenhet hans sak. Der er noget
graat og tørt ved hans personlighet, noget fattigslig ved hans
fremtrædén. Han kunde Mit helten i aarets store politiske
drama; men han har ikke ærgjerrighet nok til at vove sig
paa den rolle. Og saa mangler han evnen til at gi den tæn
dende parole, som fører masserne frem til glad kamp. Sta
tistens opgave synes at passe for ham.
Hvor ganske anderledes var Biilow! Der stod glans av
den skarpslepne klinge, han førte. Der var humør over ham;
og han forstod skuespillerens kunst. Talte en motstander
længe og høitidelig, saa vendte alles øine sig mot rigskansle
ren; for han var morsom: der sat han oppe paa forbunds
raadets tribune og saa forbauset ut, gapte og strakte sig
og saa paa klokken.
Bethmann-Hollweg var i lange tider Blilows erendsvend
i riksdagen. Han var fyrstens utsending til partierne, da for
handlingerne om arve-avgiften paagik. Men det hindret ham
ikke fra at ta imot den rikskansler-plads, de seirende «sort
blaa» ryddet. Og siden har han noksaa villig løpt reaktio
nens erender.
Man har oftere set det nu i høst. Det lyktes i sin tid
(novbr. 1908) fyrst Biilow, med støtte av samtlige partier i
riksdagen, at bevæge keiseren til at love større forsigtighet i
skrift og tale. Siden angret de konservative, at de gik med
paa aktionen. Reaktionære blade som «Der Reichsbote»
fandt ut, at fyrst Biilow var en «frondeur», som hadde be
nyttet sig av en øieblikkelig stemning til at ta magten fra sin
herre og keiser. Og nu da den nye keisertale-debat blev
ført, var det, som flertallet vilde gjøre de bevægede november
dage i 1908 til en ond drøm. Kansler og blok syntes enige
med v. Oldenburg: «Keiseren sa, at han ikke har faat krö
nen av folket, men at han er av Guds naade. Og det er sand
heten! Han har altid betegnet sig som den almægtige Guds
tjener. Og det er historisk rigtig!»
Ikke saa, at blokken er specielt overtroisk. De nu-raa-
82
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
