Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Anderssen: Goethe om opdragelsesproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dr. Otto Anderssen.
bevidsthetsvaagnen til dets utfoldelse og indtræden som sluttet
personlighet i samfundslivet.
Ikke saa at forståa at Goethe har opstillet et pædagogisk
system. Likesaalitt som han paa andre omraader, skjønt
levende i aandelig friktion med store samtidige konstruktive
tænkere, saa livsfænomenerne først og fremst som strengt
ordnede led i et verdenssystem, om han end elsket at se dem
som en totalitet og i sammenhæng, saaledes vendte han sig
bort fra at ville underordne menneskets utviklingsproces un
der almene og absolute teorier. Hans dypt kunstneriske
temperament og hans tankes konkrete, mot realiteterne vendte
retning «min anskuen seiv er en tænken, og min tænken
en anskuen» er hans egen karakteristik gav ham en sky
for al abstrakt generaliseren og derfor ogsaa for al kunstig
uniformitet. Livet var rikt og skjønt i samme mon som
det bar sine egne blomster og sin egen duft. Frihet, spon
tanitet, personlighet, egenart var de grundsætninger han er
kjendte som bestemmende for menneskets dannelse. Al plan
mæssig og fornuftmæssig opdragelse maatte stille sig i for
hold til de individuelle forskjelligheter og lede eller betvinge
eller utfolde disse, Menneskene kunde derfor ikke formes
over den samme læst, og det var ørkesløst at spilde sine
tanker paa den opgave at fmde en paa livets rike mang
foldighet av individuelle anlæg anvendbar teori.
Men det siger sig seiv, at Goethe, som for sin egen per
sonlighets vedkommende samlet alle sine kræfter paa utvik
lingen av harmonisk likevegt, ikke vil gi opdragelsen vil
kaarligheten eller tilfældigheten ivold. Han vil ikke at det
unge menneske skal drive avsted under indflydelse av de
tilfældige kræfter som man i mangel av et bedre uttryk
kalder «skjæbnen». «Skjæbnen er en fornem, men dyr hov
mester. Jeg vilde heller holde mig til en menneskelig me
sters fornuft», siger han i «Wilhelm Meister». Hvad naturen
har nedlagt av livsspirer, hvad livets mangfoldige, ofte mot
stridende indflydelser bringer ind i menneskets utvikling, skal
giennem en fornuftig og ordnende ledelse bli til sammen
hængende livsanskuelse, bevisst vilje og kraftig handling.
«Opdragelsen maa bli skjæbnens organ.»
Goethes opdragerinteresse blinder dypt i hans store kjær
lighet til barn. Han taler gjennem Werther, nåar denne
96
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
