Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Anderssen: Goethe om opdragelsesproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dr. Otto Anderssen.
En maksime som ogsaa andre end fyrstesønner har godt
av at lægge sig paa hjerte.
Fyrster er altid vanskelige at opdrage; deres omgivelser
aapner saa altfor tidlig deres øine for den særstilling de ind
tar, og det er kun menneskelig at de tar maal av sig seiv
og andre derefter. Den eneste som den unge hertug bøiede
sig for, var Goethe. Han gav uttryk for sin taknemmelighet
mot denne i erkjendelsen av at han «skyldte ham to tredje
dele av sin tilværelse».
Overalt i Goethes vældige produktion støter vi paa pæda
gogiske strøtanker, snart som kritik av konventionelle syns
maater, snart som positive grundsætninger, underbygget av
erfaring og refleksion, snart som tilfældige streiflys fremkaldt
av en situation eller en tankeutveksling av hans personer.
Undertiden er de indbyrdes motstridende, som et vidnes
byrd ikke om tankens flygtighet eller impulsivitet, men om
dens ustanselige bevægelighet, dens bestandige prøven og
veien av livsproblemerne. Men det er særlig i verkerne«Die
Wahlverwandtschaften», «Wilhelm Meister» og «Wahrheit und
Dichtung» at han med forkjærlighet gaar ind paa de for
skjellige spørsmaal som forbinder sig med problemet men
neskets utvikling og opdragelse. I «Wilhelm Meisters Wan
derjahre» indtar saaledes behandlingen av dette problem en
hovedplads i boken. I den saakaldte «Pædagogiske provins»,
har han i en mere samlet fremstilling end sedvanlig git os
et helt program.
Gjénnem sit lange liv tilhører han to aarhundreder, og
hans syn paa menneskets verdensstilling er bestemt herav.
Han er i sin ungdom fyldt av en vældig emancipationstrang,
en übændig vilje til at bringe alle elementer i sin rike natur
til utfoldelse. I realisationen av det individuelt menneskelige
ser han livets høieste opgave. Derfor blir han en oprører
mot aarhundredets statsborgerideal, dets lovregulerte sam
fundsdisciplin, dets rationaliserende, fantasifiendtlige aand.
Spinozas panteisme, Rousseaus naturalisme, Herders roman
tiske nationalisme, Shakespeares personlighetsforherligende
digtning strømmer som sol og regn ind over hans mottage
lige sjæl. Han blev en naturdyrker i ordets dypeste og
videste forstand, en gjennemtrængende forsker og elsker av
98
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
