Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Anderssen: Goethe om opdragelsesproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Goethe om opdragelsesproblemet.
den omgivende verdens fænomener og av mennesket i dets
oprindelighet.
Ut fra denne naturdyrkelse kræver han den fulde frihet
for personlighetslivet. Friheten er for ham ikke et politisk,
eller kirkelig, eller socialt begrep; hans digtnings mennesker
har overhodet litet forhold til samfundet og dets former.
Det danner ikke engang atmosfæren i hvilken de aander.
Det er menneskene i deres rent personlige samliv, deres fø
lelsers, lidenskapers, viljers samspil og motspil som beskjæf
tiger hans tanke og fantasi. «Mennesket,» siger han, «er for
mennesket det interessanteste, og skulde maaske alene inter
essere det. Alt andet som omgir os, er enten kim et element
hvori vi lever, eller et verktøi som vi betjener os av.» Hans
pædagogik blir som en følge derav i utpræget grad indivi
dualistisk. Dens centrale grundtanke er gjennem op
dragelsens ledelse at føre mennesket til dets bestemmelse;
mens de bestemmende kræfter ligger ikke utenfor det, ikke i
stats- og samfundsmæssige krav eller i en religiøs metafy
sisk livsopfatning eller i et konventionelt dannelsesideal,
men i dets eget indre.
Det siger sig da seiv at Goethe er imot enhver schablon
mæssig opdragelse, som han er imot enhver dannelsé som
ikke vindes gjennem personlig erhverv fra virkelighetens
verden, men som ensidig hentes ut av bøker. I Faust’s fa
mulus Wagner har han tegnet os en karakteristisk repræsen
tant for de virkelighetsijerne studier, for hvem livets høieste
fryd er paa tankens vinger at svinge sig fra bok til bok, fra
blad til blad, og for hvem et pergament er selve himlen.
Denne uvilje mot en aandsvirksomhet som fjernet menne
skene fra de evige kilder til aandelig og legemlig sundhet:
naturen og menneskelivet, gav han ogsaa senere uttryk for i
sin skarpe dom om visse tyske filologfremtoninger. I en
samtale med Eckermann ytret han ved en ledighet. «Naar jeg
vilde sige at jeg hadde stor glæde av den skikkelse, i hvilken
særlig unge tyske lærde av en viss nordostlig retning fremtræder,
vilde jeg lyve. Nærsynte, bleke, med indfaldet bryst, unge
uten ungdom, det er billedet av de fleste, som de viser sig
for mig. Av sunde sanser og glæde over sansernes verden
findes der ikke spor; al ungdomsfølelse og ungdomsglæde er
99
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
