Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Refsdal: Hans E. Kincks dramaer. Agilulf den vise - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kincks dramaer.
gaaende. Men hvad der i det væsentlige sker, kan fortælles.
kort.
Agilulf har nu fuldt paa det rene at ulykken ikke bare
kommer utenfra, den sitter fast i hans egne livsrotter, har
grodd sammen med dem, saa den nu paa en maate er blit
alderens tragedie i ham. Han er færdig med livet, og dør
tilslut for egen haand.
Dronning Teudelinga skjønner den hele sammenhæng.
Saa mister hun sin sidste illusion om livslykke. Tilslut gaar
hun ind paa sit rum og lukker haardt efter sig. Det er
gravdøren over sin egen ungdom hun lukker i laas.
Men saa møter vi tilslut et træk som er eiendommelig
for Kinck. I den ellevte time træder etpar bipersoner frem fra
bakgrunden og tinder hverandre, væbneren Beppo og
ternen Fosca. Dette træk, som er betegnende baade for
Kincks teknik og for hans digtnings forhold til livet, trænger
sin nærmere forklaring, som jeg skal søke at gi nedenfor.
Vil vi komme tilbunds i det tankedrama som er lagt
ind i de ydre hændelser, saa maa vi først søke at utforske
titelfiguren seiv, Agilulf den vise. Stykkets problem stiger
først og fremst ut av den tragedie som utspilles i hans sind.
Agilulf træder ind i dramaet, netop som den natlige
hændelse har sat seglet over hans skjæbne: Han skal for
evig og altid bli ulykkelig, ikke engang «det sidste kyss før
dagen dør» skal han faa for egen regning. Hans alderdom
skal bli som hans barndom og ungdom og manddom :
skjæbneslaat, natsvart.
Anderledes hadde han tænkt det. Hans livshaab hadde
egentlig været grønt og friskt indtil for seks maaneder siden.
Men saa var det begyndt at visne, netop fra den stund han
trodde det skulde springe ut i det vidunderligste blomster
flor, da han endelig efter et livs «tunge, lange saare vent»
i tagt og i ære kunde kaare Teudelinga til sit hjertes og lan
dets dronning. Nu efter nattens forferdelige hændelse skjønte
han at det kunde ikke bare være en vond skjæbne utenfra
som forfulgte ham. . Der maatte være en skavank i hans eget
121
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
