Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Refsdal: Hans E. Kincks dramaer. Agilulf den vise - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Ja jeg mødte dig, kvinde
da bladene gnlned,
Vi träffes da løvet rasled for vinde
Ak!
Hvorfor mødtes vi, elskov, for sent?»
I. A. Refsdal.
Tragedien er tilende. Guido og kongen er gaat i døden.
Guido fordi han møtte dronningen først da hendes skjæbne
var avgjort:
Agilulf var død av sine egne skavanker. Dronningens
ungdom er gravlagt, men hun maa endnu friste livet, for
under sit hjerte bærer hun Guidos barn. «Livet er stort og
fødes paany.»
Men saa møter vi tilslut det træk som er saa karakte
ristisk for Kinek som digter og aand. Det par, Beppo og
Fosca, som først i den ellevte time er kommet i forgrunden,
béholder valpladsen og fører livskampen videre. Det er
netop ingen hændelse paa slump. Det er tvertimot et typisk
træk, som viser hvorledes Kincks digtning umiddelbart og
uten doktriner springer ut av livet og glir over i det igjen.
At skape som digter, det er for ham at gjøre det samme som
naturen og livet seiv gjør. Derfor gjælder det al hans digt
ning og alle hans personer, saa sære og eiendommelige de
end kan være, at de aldrig mister sit faste fotfæste paa den
jord som er menneskesindenes nødvendige hjemstavn. Han har
forkjærlighet for dem hvis tankeliv i mægtige sving kredser
ind i en verden hvor eventyrlige, naturmystiske magter
tumler sig. Men de selvsamme sind glemmer aldrig at de
har sit utgangspunkt og sit endemaal midt i livets egen
haandgripelige, jordbundne virkelighet, hvor der bor en
mængde forskjellige sind foruten de seiv, og hvor deres egen
skjæbne tilslut taper sig indimellem de andres, saaledes som
det er livets evige lov.
Kinck nøier sig ikke med at gi sine bygverker en av
slutning som stiger harmonisk frem bare av bygverkets eget
linjespil. Som avsluttet hele maa verket føie sig harmonisk
ind i det omgivende landskap.
og stilkene knakk
130
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
