Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Refsdal: Hans E. Kincks dramaer. Agilulf den vise - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans K. Kincks dramaer.
Saaledes ogsaa med «Agilulf». I sidste «avdeling» av
sluttes nok kongens og dronningens tragedie i sig seiv, saa
ledes som dramaets utvikling kræver det. Men samtidig sker
der noget mere. Digteren henter Beppo og Fosca frem fra
bakgrunden, og dermed aapner han varsomt et glyt, saa
horisonten vides ut over hele det store liv med de «myriader»
menneskesind. Men nu er det ikke længer som i hans
første drama, at hele den myldrende menneskemasse træder
forstyrrende ind paa scenen. Hvad der sker tilslut i Agilulf,
det minder om teknikken i den græske tragedie. Kinck har
jo ogsaa det ved sig som ellers er omtrent ukjendt hos os,
men hyppigere förekommer ute i Europa, at han er baade
digter og lærd. Det er overhodet derav saa mange av hans
karakteristiske eiendommeligheter kan forklares. Han har
seiv ved en leilighet skrevet: « —og i den gamle tragedie
spændte de satyrspillets kaade himmel over trilogiens mørke
begivenheder og lyste til slutning livets alvor ud.» Dette op
fatter ikke Kinck bare som et teknisk trick. Han gir för
klaringen i et spørsmaal: «sidder der ikke altid to eller flere
væsener i enhver kunstner?»
Her har vi sikkert ogsaa den ene del av förklaringen til
slutningen i «Agilulf». Beppo og Fosca repræsenterer nemlig
det andet sind hos den digter som netop har levet sit ene
jeg ind i Agilulfs og dronningens og Guidos sind.
Baade Agilulf og dronningen og Guido har nemlig det
fælles, at deres livsbegjær er absolut. De kræver at livet
skal skjænke dem den høieste lykke. Negter livet dem det,
saa gaar de helt tilbunds i ulykken. Nogen mellemvei gives
ikke. De kjender ikke den evne at lempe begjæret efter livets
muligheter, de vet ikke hvad resignation er. Saa blev ogsaa
Agilulfs og dronningens og Guidos spil om lykken et hen
sigtsløst spild av kræfter, paa grund av sindets skavanker
(som hos Agilulf), eller forholdenes tragiske konstellation
(dronningen, Guido).
Med væbneren Beppo og ternen Fosca er det en an
den sak.
Deres skjæbner har Kinck med stor kunst knyttet nær
ind til selve den dramatiske knute, gjennem Foscas ulykke
lige elskov til Guido. Og med ikke mindre kunst har dig
teren stillet op imot hverandre de to slags sind som Guido
131
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
