Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stortingsmand Amundsen: Vasdragsreguleringerne - Vasdragenes regulering - I hvilke tilfælde det offentliges tilladelse til regulering bør være nødvendig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Komiteens første opgave har været at avgjøre,
Stortingsmand advokat Amundsen.
Den kraftmængde, som et vandfald kan præstere, er
avhængig av to faktorer: faldhøiden og vandføringen. Begge
disse kan forhøies ved kunstige foranstaltninger, som da ogsaa
medfører forøkelse av produktet, kraftmængden. Faldhøiden
kan f. eks. gjøres større ved hjælp av anlæg, som forbinder
flere smaa vandfald umiddelbart efter hinanden til ét.
Ved vasdragsregulering i egentlig forstand mener man
imidlertid forøkelse av den anden produktionsfaktor, vand
føringen, som under normale forhold veksler med aarstiderne.
Ved regulering opnaar man at gjøre vandføringen jevn
det hele aar, idet våndet i flomtiden opmagasineres og holdes
tilbake for at slippes i de vandfattige tider av aaret.
I vore indsjøer har vi ypperlige naturlige reguleringsmaga
siner, som forholdsvis billig lar sig opdæmme i dette øiemed.
Samtidig som vore vandfald paa grund av storindustriens
utvikling har faat en uanet betydning som kraftkilder, har
derfor ogsaa indsjøerne faat en tilsvarende betydning som
middel til at forøke kraften.
Vasdragsloven av 1887 savner bestemmelser passende for
disse ændrede forhold, som man dengang ikke tok eller kunde
ta sigte paa.
Ved midlertidig lov av 19de juli 1907 blev der derfor
aapnet kongen adgang til at knytte saadanne vilkaar til regu
leringstilladelser, som antoges «stemmende med statens og
almenhetens tarv».
Den specialkomité, stortinget ifjor nedsatte, har nu
utarbeidet detaljert forslag til endelig lov, som dog kun
ifølge komiteens mandat angaar vasdragsreguleringer i
egentlig forstand (vandføringsreguleringer) og alene til fremme
av industrielle formaal.
i hvilke tilfælde det offentliges tilladelse til regulering bør
være nødvendig.
Naar det gjælder de større indsjøer har loven som nævnt
sat en begrænsni ng, som ikke blot indskrænker, men
likefrem utelukker privateiendomsretten. Der knytter sig
imidlertid til vasdragene forskjellige interesser, som ifølge
sakens natur og efter ældgammel retsopfatning det offentlige
repræsenterer og derfor maa vareta. Eierens ret til at ut-
240
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
