Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Da vækkelsen gik i Breidal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
Det viste sig, at kandidaten ikke behovet at være saa
særlig beskeden. Det var enkle ting han foredrog, fra den
nordiske romantiks vemodige og litt ensformige drømmever
den, men hans anslag var mykt og ømt, av en intim velklang,
det var snarere en kvindes tiltale end en mands, og da han
hadde spillet sig modig, lot han sin varme, noget mørke
baryton klinge gjennem prestegaardens storstue; det var like
som den drev kulden ut av det litt stive rum. Saaledes
følte den lille provstinde det, hun smeltet let taarevætet hen
i beundring og taknemmelighet, det var pludselig blit lysere
omkring hende, en sommerfornemmelse fra unge dage piplet
frem, og hun blev tilsidst saa dristig, at hun bad om at faa
prins Gustafs «I rosons doft» endnu engang.
Da Arendrup brøt av, fik han mange komplimenter av
provsten. Deretter blev der en lang pause, og kapellanen
hadde netop besluttet at si godnat og lette efter den rigtige
form for opbrud, da provsten spurte ham, hvilke teologiske
lærere han syntes, han hadde hat mest utbytte av. Ordene
var faldt provsten av munden, han var blit overlistet av en
opdukkende nysgjerrighet, han hadde lyst til at vite, hvor
han hadde sin mand.
«Gisle Johnson og Caspari,» sa Arendrup uten at betænke
sig. Han saa straks, at provstens ansigt formørkedes.
Antonius Blom ærgret sig over, at han hadde spurt: Nu
var den hyggelige aften delvis spildt for ham. Disse mode
teologerne var ham en pestilens. Dette var altsaa skavan
ken! Nu forstod han, hvad hans prægtige gamle kamerat
ritmesteren hadde ment. Naa, hvilke teorier den unge mand
gik omkring med, saa hadde han ialfald et pent væsen og
selskabelige gåver det forsonet med meget!
Da Arendrup litt efter stod oppe paa sit værelse, hadde
han lyst til at.graate, saa ensom og dypt vemodig følte han
sig. Hans tanker gik tilbake til alt det, han hadde forlatt,
men især til éti, til et lidende blekt kvindeansigt, hans mor.
Han visste, at hun i denne stund hadde det endnu langt
værre end han, og at hun savnet ham bittert. De to hadde
altid holdt sammen. Det var hun, som hadde ført ham ind
i den tanke- og følelsesverden, hvori han nu levet; det var
hun, som hadde git ham hans tro. Den hadde været hen
des trøst i smertens og ulykkens timer, den var blit hans
486
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
