Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Da vækkelsen gik i Breidal. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kg/! Hjalmar Christensen
da skal jeg ogsaa giøre min. Og jeg tror, jeg skal vite at
forsvare mit hjem.»
«Der er ting, som er saa svære at bedømme, at en helst
maa tænke sig om, før en svarer.»
«Det er jeg enig med Dem i. Og jo mere De ser av livet,
desto bedre ’ vil De forståa, at mange ting er sværere end
man i første øieblik tror».
«Hvis jeg har gjort Dem uret, beder jeg Dem om
tilgivelse.»
«Det er ikke mig, De har gjort uret. Men De har i
god tro, skjønner jeg opført Dem simpelt mot et menneske,
jeg holder av.»
Det kokte i Arendrup: «Simpelt!»
«Ja. Seiv om De ikke har visst det. Men De kommer
kanske til at forståa mig, hvis jeg fortæller Dem en ting, som
ingen her i bygden kjender til. Jeg har ingen betænkeligheter
ved at gjøre det, fordi jeg synes, det er uten betydning for
mig seiv, og fordi de mennesker, det vedkommer, forlængst
er døde. Min mor og min far var ikke gifte, men alle trodde
det. Min far brøt op fra sit land, fordi han var en skuffet
mand; det han hadde sat sit liv ind paa, var mislykkes.
Saa kom han hit, og han fik den lykke, at en ung kvinde -
en bondepike fra det nordenfjeldske blev glad i ham, saadan
som undertiden kvinder er glad i en mand, engang for alle
og uten hensyn, uten betingelser og uten frygt. Min far var
meget ældre, indlevet i bestemte vaner, han hadde ogsaa visse
standsbegreper, som de fleste nu anser for antikverte
nok er det, han kom aldrig saa langt, at han giftet sig.
Han har seiv fortalt mig det, som jeg nu fortæller Dem.
Min mor døde, da jeg var tolv aar gam mel jeg var altsaa
saa ung, at det kunde være vanskelig for mig at bedømme
mine forældres forhold. Men alle mine minder gaar sam
men om det, at de to hadde det saa godt, som to mennesker
kan ha det. Og efter min mors død var min far en færdig
mand, han kunde ikke være hende foruten. Det var ikke,
fordi han ikke elsket hende, at han ikke bad hende bli med
i kirken.» „
Arendrup var blit grepet av en merkelig sorgtuldt toi
undret stemning. Der stod et andet forhold levende for ham,
hans egne forældres regulære egteskap. Han maatte tænke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
