Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Da vækkelsen gik i Breidal. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elias trak tollekniven og holdt den i veiret.
Da vækkelsen gik i Breidal.
Forsamlingen var blit blodtørstig:
«Er du ræd, Elias?» lød det fra flere kanter.
«Det var den, jeg saa,» sa jenten, det var Brit Hagenes.
Der blev stor larm, saa Elias kunde ikke fortsætte. Og
da folket tumlet ut av skolestilen, samlet nogen sig om Elias
og nogen om Brit. Og Brit fortalte, at hun hadde hørt av
søster til Elias, at klærne hans hadde været dyngvaate
morgenen efter at koen blev stukket om natten. Det var
ikke ondt at vite, hvorfor klærne var vaate. Og efter det
synet, Brit hadde hat inat, var hun ikke ræd for at si, at
Elias var gjerningsmanden.
Nogen dage efter var Elias Melkevold forsvundet fra
bygden; han skulde sørover, sa nogen, for at præke ordet.
Men de fleste var enige om, at Brits syn hadde været
rigtig.
Litt efter blev Ole Grimsnes utlagt av to jenter paa
samme tid, og den ene av dem var under den rigtige alderen.
Døhledal og Sivert Syltevik prøvet begge at berolige. Ole
Grimsnes og Elias Melkevold hadde været ulve i faareklæder.
Folk maatte se sig for, hvem de gik til for at husvales.
Men det var likesom opbyggelserne ikke længer hadde
den samme magt over sindene som tidligere. Mange blev
lunkne. Saa begyndte folk ogsaa at bli svært glad i unge
prestens prækener. Arendrup var stilfærdigere end læg
mændene. Han kunde være streng, men han kunde ogsaa
trøste. Han formante især til næstekjærlighet og til sindets
ydmyghet. Han gjentok ofte, at Kristus seiv hadde sagt:
Dømmer ikke, foråt I ikke skal dømmes. Og nogen av
bygdens bedste folk hadde talt saa vel om kapellanen og
hans forkyndelse, at tilliden til ham blev mere og mere al
mindelig. Gamle Lars Seljestad var kommet med det ord,
at nuomstunder var det lægprædikanterne, som gik omkring
i de skriftklokes lignelse. Men slike skriftkloke skulde en
vogte sig for.
Døhledal för utover høsten til Stavanger, hvortil nogen
venner hadde kaldt ham. Men dermed var det ogsaa, som om
vækkelsen i Breidal hadde tapt sin kraft. For denne gang.
Hjalmar Christensen.
557
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
