Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Schencke: Guder som dør - I. «Han er ikke her, han er opstanden!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guder som dør.
57
han ikke menneskeslegten til, men er av guders æt. Ja,
han er gud.
(Fuldstændig paa samme maate blev i Ægypten i
ældgammel tid farao betragtet som Guds søn og selv gud. Mens
dronningen befinder sig i palasset, nærmer guddommen sig
til hende, «efterat han har paatat sig hendes kongelige gemals
utseende». Hun vaagner av den vellugt som ombølger hende,
og smiler til guden. Da trær han hen til hende og viser sig
i sin guddommelige skikkelse. Og hun jubler ved synet av
hans skjønhet. «Og efterat gud har giort med hende alt
hvad han vilde», forjætter han hende at hun skal føde en
søn som skal bli konge over Ægypten. — Lignende historier
fortaltes om hellenistiske fyrster.)
Men Kristus døde jo! Kan en gud dø?
Vort svar er, at paa den tid kristendommen blev til, var
forestillingen om guder som dør, vidt utbredt. Og denne
forestilling er uendelig meget ældre end kristendommen.
Dog, Kristus seiret over døden; han opstod fra de døde!
Og det nye liv han vandt sig, meddeler han sine troende.
Men heller ikke dette var noget nyt.
For tusener av aar siden hadde Ægypten faat besøk av
guden Osiris, likesom senere Palæstina fik det av Kristus.
Ogsaa Osiris blev slaat ihjel. Men se, han lever paany! Han
blev opvakt fra de døde, og troner nu i himlens helligdom.
Og hans tilhængere var fuldt forvisset om at ved hans hjælp
— giennem en inderlig forening med ham — vilde ogsaa de
efter døden opnaa en legemlig opstandelse og derefter gaa
ind til himmeriks glæder. «Likesom Osiris lever, skal ogsaa
han (den avdøde) leve! Likesom Osiris ikke er død, skal
heller ikke han dø!» Saaledes bekjendte ægypterne sin tro
halvtredje tusen aar før kristendommen.
Ogsaa den babyloniske frelser, «den barmhjertige», guden
M ar duk, utsendt av sin far, guden Ea, maa dø. Men han
opstaar igjen til livet. Ti han er «livets herre» ; og man
visste om ham at han «elsker at gjøre døde levende». Ved
siden av ham kommer her navnlig den babyloniske gud
Tammuz i betragtning; man jamret og klaget over hans
nedfart til de dødes rike, men derpaa jublet man over hans
opstandelse.
Med Tammuz identificeres ofte den fønikiske Adonis,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
