Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Schencke: Guder som dør - I. «Han er ikke her, han er opstanden!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Wilhelm Sclieneke.
som især blev dyrket i Byblos, men hvis kultus desuten fik
en vid utbredelse, til Nordafrika, over Cypern til Grækenland
(5te aarh. f. Ivr.), og" derfra til romerne og etruskerne. «Adon»
betyr egentlig bare «herre», en betegnelse som har fortrængt
gudens oprindelige egennavn. Efter hvad Lukian meddeler
i sit skrift De dea Syria, feiret man aarlig Adonis’ dødsfest;
de fønikiske kvinder ofret sit haar eller sin kyskhet; man
graat og jamret og bragte guden dødsoffer. Men saa oprandt
den dag da man fortalte hinanden at guden paany levet; han
var opstanden og opfaren til himmels.
Den thrakiske Dionysos var søn av Zeus, som gav
ham herredømmet over verden. Den skinsyke Hera hisset
titanerne efter ham. Han flygtet i skikkelse av en tyr; men
de fanget ham, rev ham sønder og aat ham op. Imidlertid
lyktes det Zeus at redde hans hjerte og derved sikre ham
nyt liv. Titanerne blev rammet av Zeus’ lyn og dræpt. Av
deres legemer opstod menneskene, som derfor har del i
guds-fiendernes trossige natur, men som ved siden derav omslutter
det guddommelige element der kom ind i titanerne dengang
de spiste guden. Dette guddommelige længes efter forening
med guden. Denne forening, og dermed frelsen fra
døden, søkte thrakerne under sin vilde natlige kultus, da de
sønderbet en tyr som repræsenterte guden, og slukte det raa
kjød. Samme maal prøvde grækerne at naa, men under langt
mere moderate og forfinede former, i de orfiske mysterier.
Endnu maa nævnes den frygiske At ti s, sidestykket til
den syriske Adonis. Han var født vidunderlig, av en jomfru.
Sin høie betydning vandt han efterat hans kultus var indført
til Rom (204 f. Kr.); hans helligdom har engang staat paa
det samme sted hvor nu Petersdomens kuppel hvælver sig.
Hvert aar feiret man med klagesange gudens død. Paa dies
sanguinis («blodets dag») skar prestene sig og lot blodet sprøite
hen paa gudebilledet. Saa kom gudens opstandelses dag, da
klagen slog over i høilydt jubel. Gudebilledet var begravet.
Men om natten, mens sorgen var som sværest, blev der
pludselig tændt et lys: graven fandtes aapnet, guden var
opstanden! De troendes læber blev salvet med hellig olje, mens
presten forkyndte: «Vær ved godt mod, I fromme!
Eftersom guden er frelst, saa skal ogsaa I frelses av al nød.»
Gjennem Attis-mysterierne kom man i forbindelse med den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
