Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Schencke: Guder som dør - II. Kristus og Jesus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guder som dør.
61
matik har sit utspring inden ikke-kristelige omraader. Hvad
troen og dogmatiken forener til ett, idet den sier «Jesus
Kristus», det holder den religionsvidenskabelige forskning ut
fra hinanden, idet den sier «Jesus og Kristus». Eller, rettere
sagt, den maa si: «Kristus og Jesus». Ti væsentlige dele
av Kristusforestillingen og Kristusbilledet er ældre end den
historiske person som bar navnet Jesus, og efter hvem det
kristologiske stof er blit tilpasset. Ene og alene ut fra Jesu
liv og tale rækker man ikke frem til Kristusbilledet i det
Nye Testament, ikke til det hos Paulus, og ikke til det i
Johannes-apokalypsen. Her har andre kræfter været
medvirkende.
Det forholder sig hermed paa lignende maate som med
det transcendentale Messiasbillede hos jøderne, — det som
kommer tilsyne allerede Jesaja kap. 9 og kap. 11, men som
fornemmelig i senjødisk tid trær i forgrunden. Det lar sig
ikke gjøre at betragte dette billede som resultat av en
like-løpende utvikling med utgangspunkt i det davidiske
kongedømme. Denne Messiasfigur med sine overmenneskelige træk
har utvilsomt sammenhæng med orientalsk mytologi. Og
naar jøderne ogsaa var fortrolig med tanken om en Messias
som lider og som dør (Jesaja 53; Zakarja 12, 10 flg.; IV Ezra
7, 29), da synes det litet rimelig at opfatte denne skikkelse
som helt uavhængig av de dermed overensstemmende
forestillinger inden de jødedommen omgivende orientalske
frelserreligioner. Saa meget mindre som jo det Gamle Testament
indeholder tilstrækkelig tydelige vidnesbyrd om at disse
religioner (Tammuz-, Ishtar-, Adonis-dyrkelsen etc.) har trængt
frem helt til jødedommens centrum.
Det ligger efter dette nær at anta, at de ved Jesu
fremtræden allerede forhaandenværende kristologiske elementer,
der skulde komme til at krystallisere sig om ham som sin
kjerne, — at de for en væsentlig del først var kommet ind
i jødedommen og dér var blit gjort til gjenstand for
bearbeidelse og omdannelse.
Nylig har man fæstet opmerksomheten ved den saakaldte
mandæiske religionsform, en avlægger av den gamle
babyloniske, og desuten influert av parsismen. Dens tilhængere
trodde paa en frelsergud Hibil Ziva eller Manda de Hajje
(Fvtböiç xx\q Zcoi\ç), efter sit væsen utvilsomt identisk med de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
