Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Georg Brandes og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes og Norge.
83
Digteren har overladt det til Læseren at gjøre sig Heltens
Eensidighed gjennemsigtig. Hvad mangler da Helten i at
være et sandt Ideal? Berettigelse; thi hvor Digteren har
villet fremkalde Indtrykket av den, der oprøres for det Meste
Læseren. Og hvorledes hedder saa denne Mangel i
Æsthe-tikens Sprog? Der kaldes den Mangel paa Motivering; thi
at motivere er æsthetisk at berettige.» Konklusionen blev da
paavisningen av «en Inkommensurabilitet mellem Digterens
Fantasi og hans Tanke, der er et Tidens Tegn, og som turde
være den egentlige Kilde til alt det mindre Tilfredsstillende
i dette i sit Anlæg" gigantiske og i Udførelsen geniale Værk.»
Om «Peer Gynt» dømte han, at det var «totalt forfejlet»,
fordi det syntes at være bygget paa den grundsætning at det
stygge er det skjønne. Han vedgik, at digtet «deels
indeholder store Skjønheder, deels siger os Alle og Normændene
især nogle store Sandheder; men Skjønheder og Sandheder
ere langt mindre værd end Skjønhed og Sandhed i Enkelttal,
og Ibsens Digt er hverken skjønt eller sandt.» «Digteren,»
saa lød den unge kritikers anvisning, «har anden Bestemmelse
end den at være en polemisk Moralist.»
Det var imot domme av dette slaget at Ibsen satte sit
stolte utrop: «Min bog er poesi; og er den det ikke, saa
skal den blive det. Begrebet poesi skal i vort land, i Norge,
komme og bøje sig efter bogen.» Brandes hadde i sine
meldinger endda i hovedsaken talt den gamle æstetiks sprog;
men han hadde allikevel ikke kunnet undgaa at kjende
vældet og magten i de Ibsen’ske digtninger. Han hadde, som
han skrev om «Brand», skjønt at det var Ibsens skjæbne
«som Repræsentant for den stridende Poesi at skulle
dokumentere Vendepunkter i Udviklingen». Ogsaa han stod ved
et vendepunkt i sin utvikling; Ibsen hadde kastet uro,
tænd-stof i hans sjæl, og hans begrep om poesi kom til at bøie sig
efter boken, — i en artikel om «Peer Gynt», som han
offentliggjorde i 1901 (i «Verdens Gang»), kaldte han den for «den
frodigste af alle Ibsens Digtninger» og sammenlignet den med
Don Quijote. Slikt gir maal for hans aandelige vekst.
Og hadde han fra Ibsen moltat impulser som drev ham
frem til friere syn, saa bragte han dem tilbake til Ibsen med
øket styrke. Ibsen skrev selv alt i 1869, at det var Brandes’s
æstetiske skrifter som hadde «ægget ham ind paa» det mo-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
