Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nini Roll Anker: Postillen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Postiller).
103
soten, stod en enslig kaffekop; kaffen var heldt op i
under-skaalen, men ikke drukket; og paa stenen ved siden laa to
sukkerstykker og en bete paasmurt kake.
Men paa gulvet indunder klaffebordet spriket en bok paa
ryggen med aapne blade. Det lyste svakt i guldsnittet . . .
Tu ri Mo hadde bedt missionæren ind i kammerset og
sat slaaen for. Hun syntes, det stod kaldtokke av væggene i
stuen — efter bymanden. Hun og Nils Sønstegaard hadde
staat tiende og set efter den rasende karen. Han tok sørover
furumoen — Antikristen.
«Sæt dig burt paa sengi, saa sit du mjukt,» sa hun og
glattet sengeteppet — «ho Turi, ældstedotter mi, kjem taa
stølen imorgo, om du hev høve til aa stane?»
Hun brændte i kinderne og hænderne, som slettet haaret
opunder hætten, dirret.
Nordefter Korsmyra gik gammel-jenten fra Tveito.
Potterne gik . . .
Stakken var vaat, og i hænderne hadde hun ingenting.
Da sakk skoen i, trak vand og blev sittende. Og hun
stanset og blev vår — skygget med hænderne over
øien-brynet og blev var, at hun hadde mistet vei-leden i Korsmyra.
Hun fælle.
Hun saa efter kloppen. Hun saa ikke andet end
eftas-solen — det var blinking i dammene, som laa svarte imellem
tuerne; og der en eller anden ørliten furu krøket sig, glimet
det rødt i barken. Langt utefter stod myrulden, valengul i
straaet, og lyste hvit som sne. — Ingensteds saa hun kloppen.
Hun snudde sig omkring; ingensteds saa hun kloppen...
Da tok hun paa at graate still. Hun hadde gaat sig
veivild i Korsmyra og ikke blit vår det, før tøifelskoen sakk
i og fyldte sig.
Det synte sig, hun var alene.....
Hun satte sig paa en tue ind ved en smaafuru og tømte
skoen. Og det kom for hende, at hun ingenting hadde at
staa op efter, og hun blev sittende. — Under hodeklæet perlet
sveden, den sat i skrukkerne langs med panden og randt ned
efter næsen isammen med taarerne. Hun tørket sig med
skjorteærmet, tok sig skjælvhændt nedover stakken og løsnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
