Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Vort nationale demokrati
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vort nationale demokrati.
109
der maa det vende sig mot nye maal. Imidlertid viser
demokratiet sig overalt i pakt med den nationale tanke.
Likesom det nemlig er dennes positive side at hævde sin egen
nationalitet, er det dens negative at vise agtelse for andres. Denne
negative opgave er det som optar verdensdemokratiets
nationale arbeide i vore dage. Og det er en opgave, som er fuldt
saa ædel og ideel som den det forrige aarhundredes nationale
demokrati hadde. Da «proboeren» Lloyd George i det
britiske Underhus og paa massemøtet i Chamberlains egen by
Birmingham talte mot underkuelsen av to livskraftige
folkeslag, var han likefuldt nationalist som Louis Botha, da han
med sine sidste 10 000 verget Transvaal mot overmagten. Og
naar det ministerium, hvis drivende kraft Lloyd George er,
tar kampen op for home rule for Irland, da sker det netop
ut fra troskap mot den nationale idé.
Fra den tid, da nationalitetstanken maatte kjæmpe sig
frem med vaaben i haand, er der imidlertid i mange kredser
hele verden over blit hængende igjen den overtro, at en
vælgers nationalfølelse er proportional med hans villighet til at
være med paa de store militærbevilgninger. Men naar de
konservative i de store land stadig vil skrue disse op, er det
ikke for at hævde sin egen eller andre folks nationalitet.
Det er ut fra ekspansionstrang og imperialisme. Det er ut
fra idealer, som før eller siden maa kollidere med den
natio-nalitetsidé de selv smykker sig med. Det er derfor fuldt ut
berettiget naar det nationale demokrati i de store militærland
nu arbeider for rustningernes indskrænkning. Men i vort
land, hvor utvidelsestrang og imperialisme ikke findes, og
hvor neppe mange i alvor har drømt om angrepskrig siden
salig Alv Erlingssøns tid, er der ingen grund til at følge den
samme politik.
Den nationale kamp er saaledes overalt i verden et
gjen-nemgangsled og et nødvendig gjennemgangsled i
demokratiets utvikling. Naar det herhjemme har været det fremste
for de radikale helt ned til det sidste, da skyldes det ene og
alene, at vort demokrati først i 1905 — 34 å 35 aar efter
den sidste nationalitetskamp i det centrale Europa — fik
feg-tet sine nationale synspunkter frem til seier. Et ganske godt
bevis paa den rivende fart, hvormed utviklingen efter sigende
skal gaa hos os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
