Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Vort nationale demokrati
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vort nationale demokrati.
113
var fuldkomment, vilde man ha sikkerhet for, at Stortinget
aldrig i nogen enkelt sak repræsenterte folkeviljen. Herved
lider ogsaa tingets anseelse. Den eneste vei ut av tloken
maa være paa en eller anden maate at faa flyttet maalsaken
utenfor partipolitikken.
Har saaledes maalsakens senere utvikling ikke været til
gagn for vor socialpolitik, har den heller ikke ubetinget
fremmet forstaaelsen av det nationale.
For maalfolket staar kampen som en strid mellem to
folk: de indfødte og indflytterne. Men vi er baade indfødte
og indflyttere allesammen. Vi er alle kommet sydfra ind i
Norge. Der er bare nogen hundrede aar imellem. Men at
ville si, at f. eks. jeg ikke er national, fordi min tipoldefar
var fra Halle, det er at vurdere en mand efter hans aner,
det er aristokratisme, atavisme, oldefarslære. Det er da ikke
bare sprogets rot som avgjør dets nationalitet, likesaalitt som
det er en families stamtræ som bestemmer dens dannelse.
Det er en gal tanke som ligger til grund for dette
filolog-paafund: den at gammelt og nationalt er enstydige begreper.
Den samme tankegang vilde konsekvent føre til, at vort
by-maal av 1911 er mere nationalt end det, vi vil faa i 2011.
Fordi det er ældre.
Nei, nationalt er det sprog som blir skapt av levende,
nationale mennesker, enten det nu er Bjørnson i det 19de
eller Snorre i det 13de aarhundrede. Og mon ikke
nordmanden Bjørnsons aand var like meget i pakt med Norge
som islænderen Snorres? Desuten faar vi huske paa, at
enhver med en viss grad av ret har lov til at si: Mit sprog er
nationalt for mig.
Mrs. Perkins Gilman sier etsteds: Vi tænker saa meget
paa vore fædres gud; vi skulde tænke litt mere paa vore
barns gud. Jeg tror der er mange av os, som tænker for
meget paa vore fædres sprog og for litet paa vore barns.
Men enhver burde dog forstaa, at det gjælder ikke at skape
et sprog, som er i pakt med vore fædres aand, men et som er
i pakt med fremtiden.
Klarere er det centrale i kampen uttrykt i de merkesord
de to sprog fører: riksmaal og landsmaal. Paa den ene side
staar nemlig det sprog, som tiltrods for myten fra
Stortings-tidende i 1885 er rikets og statens, paa den anden et fælles-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
