Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Av det moderne aandsarbeide - Munch Søegaard: Om kræft og kræftforskning - 5. Folkeracerne - 6. Patologisk anatomi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Av det moderne aandsarbeide.
263
Saa meget kan her sies: Kræft følger til en viss grad
den stigende civilisation. De vilde folkeslag er ganske vist
ikke helt uimottagelige for kræftsygdommene, som man
tidligere trodde; ved en ihærdig jagt paavises der nu ogsaa hos
de vilde enkelte spredte kræfttilfælde, som saa mikroskoperes,
fotograferes og gjengives i illustrationer og i det hele tat
behandles som klenodier for videnskapen. Men en himmelvid
forskjel er der dog i kræfthyppigheten i det indre Afrika og
f. eks. i de schweiziske og de danske byer.
Det er en meget gammel paastand, at jødefolket har vist
sig uimottagelig for kræft. Grunden har man søkt i den
om-stændighet, at jøderne ifølge Moseloven ikke spiser flesk. Det
maa her erindres, at jøderne jo ikke bor samlet, men spredt
utover alverdens lande under de forskjelligste forhold og
livsvilkaar, hvilket neppe kan undgaa at øve en viss
indflydelse. Helt uimottagelige for kræft er jøderne som race
ikke. Men det er ganske rigtig, at de talrike polske jøder i
Galicien, Bukovina og Preussens østligste provinser — i likhet
med andre orientalske folkeslag — utviser en paafaldende
lav kræftdødelighet. Det samme er tilfælde med de fattige
jøder, der befolker Londons East-End. Men fra New York
lyder beretningen anderledes, og blandt de rike jøder i
Londons West-End synes kræftdødeligheten at være like høi som
blandt overklassemennesker av europæisk ekstraktion.
Abstinens fra fleskemat er man ikke tilbøielig til at tillægge
nogen vegt.
(i. Patologisk anatomi.
En kræftsvulst utvikler sig altid fra en av organismens
celler, der — paa samme maate som et befrugtet egg —
begynder at dele sig og danne nye celler (proliferere). Utgaaende
fra bindevævets og benhindens celler faar vi de saakaldte
sarcomer; utgaaende fra organernes epithelceller faar vi de
saakaldte epitheliomer eller carcinomer. Kræft i huden antar
mere form av et saar end en svulst og kaldes epiiheloid eller
cancroid. Der er til en første begyndelse absolut ingen
makroskopisk eller mikroskopisk forskjel paa en godartet
svulstdannelse og en kræftsvulst. Men efterhaanden begynder
kræftcellerne at vokse i et indbyrdes uregelmæssig forhold, de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
