Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Rousseau og det nittende Aarhundrede - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
Harald Høffding.
til den Anskuelse, at nu kunde et Menneskes personlige
Forhold til Livet, al Trang og al Tro, bestemmes helt igennem
ved Hjælp af Naturvidenskabens Resultater. Det store
Spørgsmaal, Rousseau havde rejst, var fra en væsentlig Side set
netop, om Menneskets umiddelbare Livserfaring, vunden
Ansigt til Ansigt med selve Livsforholdene og nedfældet i et dybt
og oprindeligt Følelsesliv ikke skulde være af nogen
Betydning, ja, være den egentligt afgørende Faktor. Hvad
Rousseau mente med «Natur», var netop det Oprindelige,
Spontane og Umiddelbare i Menneskets Følelsesliv.1 En Kulturs,
ogsaa en intellektuel Kulturs Værdi beror paa, om den har
sin Rod i et saadant Grundlag eller dog har fæstet eller kan
fæste Rod deri. Ud fra almindelige videnskabelige
Synspunkter kan Menneskets rent individuelle og umiddelbare
Betagethed af Livet og dets Gang ikke udledes. De rene
Deduktioner gør her ikke Udslaget, naar de ikke mødes med
de gennem individuel Induktion vundne Resultater.
Den analoge Situation ved Midten af det nittende og ved
Midten af det attende Aarhundrede fremkaldte analoge
Problemer og en analog Holdning hos dem, der for Alvor følte
Situationens Betydning. Ogsaa i Temperament og Begavelse
var der et vist Slægtskab mellem Rousseau og de Mænd, der
nu fremtraadte. Vi ville fremdrage enkelte af disse Mænd
som typiske Exempler.
Thomas Carlyle er ikke væsentligt paavirket af
Rousseau, men er udgaaet fra Goethe og fra den tyske Romantiks
Poesi og Spekulation. Men ud fra disse Forudsætninger og
dreven frem af sit Tungsind og af den skotske Kalvinismes
Efterdønninger i hans Sjæl, kom han i en Stilling til sin Tids
aandelige og materielle Kultur, der danner en slaaende
Analogi til Rousseau’s Stilling til hans Tid. Overfor Videnskaben,
der i sin spekulative Form gjorde Alt til Logik, og i sin
naturalistiske Form gjorde Alt til Mekanik, fordrer han en
Forskel gjort mellem Tilværelsens ydre Klædebon, der stadigt
maa væves i nye Former, og dens indre Kærne, der
aabenbarer sig i Menneskets Indre. Han fordrede den store Undren
og den store Ærefrygt overfor Livet og dets Magter. «Den,
der ikke kan undres, ikke stadigt undres (og ærer), — var
1 Smlgn. om Rousseaus Naturbegreb min Bog om Rousseau og hans
Filosofi. Anden Udg. (1912) p. 97—103.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
