Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Rousseau og det nittende Aarhundrede - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
Harald Høffding.
det store Spørgsmaal om Livets Maal og Mening, det
Spørgsmaal, der for ham stillede sig i stedse skarpere Form, stode
de literære Kredse ligegyldige. Men det var netop Grublen
over dette Spørgsmaal, der førte Tolstoi ind paa nye Veje.
Den Modsætning, i hvilken Rousseau og Tolstoi stode til
deres Tiders literære Kredse, vil atter og atter gentage sig.
Det er en Modsætning mellem Aandslivets to Retninger, den
midtpunktsøgende og den midtpunktflyende, Enheden og
Mangfoldigheden, Inderligheden og Udadvendtheden. Med
Lidenskab havde Rousseau taget sin Plads i det ene af disse
Extremer og ud fra det opstillede han sine Paradoxer. Han
og de med ham beslægtede Aander staa som Profeter, der
rette manende Ord til Slægten om ikke at ofre Kærnen for
Skallen og lade Livet gaa op i Udvorteshed. —
En betydningsfuld Modsætning mellem Rousseau og
Tolstoi fremtræder derved, at Grundtanken i Rousseau’s Etik
er Selvudfoldelsen, Expansionen, der udspringer af
Selvhævdelsen (amour de soi, forskellig fra amour propre),
medens Tolstoi prædiker en absolut Altruisme og forsøger at
genoptage Bjergprædikenens Etik. Distinktionen mellem
amour de soi og amour propre kender Tolstoi ikke.
«Dersom du arbejder for dig selv alene, for din personlige
Fremtid, saa maa du vide, at hvad der venter dig i Fremtiden,
det er Død. . . . Enhver maa huske, at naar han anstrenger
sig for at bevare sit Liv, saa mister han Livet. Det
gentager Jesus atter og atter. Det sande Liv er det, der forøger
det Gode, som tidligere Slægter have opsamlet, gør denne Arv
større i Nutiden og efterlader den til fremtidige Slægter. For
at Mennesket skal have Del i dette Liv, maa det opgive
sin personlige Villie».1 — Rousseau er langt mere
Individualist end Tolstoi. Men han viser paa en interessant
Maade, at det først er ved Sammenligning med Andre, deres
Kaar og deres Lykke, at amour de soi kan gaa over til
amour propre. Naar derimod Selvudfoldelsen faar sit frie
Løb, opstaa Medlidenhed og Menneskekærlighed som
expan-sive Forlængelser af Selvhævdelsen. Rousseau faar ved denne
Lære2 fastere Grund under Fødderne end Tolstoi, idet han
1 Ma Religion. 2e e’d. p. 141, 144.
2 Smlgn. min Bog om Rousseau og hans Filosofi. 2. Udg. p. 101 — 104.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
