Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Rousseau og det nittende Aarhundrede - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352
Harald Høffding.
stillinger kun kunne være Tydninger af Oplevelser, og han
indledede herved en Revision af de overleverede
Religionsformer. Ganske vist gjorde han selv en let og hurtig
Overgang til Dogmatik, — ikke til Kirkens, men til den saakaldte
«naturlige» Religions Dogmer, og han var ikke fri for
Fanatisme i sin Iver for at hævde denne «naturlige» Teologi.
Men han peger dog her, som paa andre Punkter, ved sin
Appel til «Naturen» ud over Tidens stridende Modsætninger,
den kirkelige Autoritetstro paa den ene Side,
Encyklopædisternes Haan eller Blaserethed paa den anden Side.
I det nittende Aarhundrede træde disse Modsætninger
op paany, selv om det sker i nye Former. Men atter og
atter høres Appellen til «Naturen». Schleiermaehers Hævden
af Følelseslivet som Religionens egentlige Grundlag, medens
alle Dogmer kun ere Tydninger, skyldes ganske vist ikke
Paavirkning af Rousseau, men Eftervirkning af en herrnhutisk
Opdragelse. Men Rousseaus Problem stilles derved paany.
Og det Samme maa siges om Ludwig Feuerbachs
Religionsfilosofi, der er præget af psykologisk Sympati med det
umiddelbare religiøse Liv og dets uvilkaarlige Udslag. Hele den
moderne Religionspsykologi skyldes en Genoptagelse af
Rousseaus Synspunkt. Ved Religionshistoriens Hjælp og ved
Studium af Samtidens religiøse Liv søger man at faa Øje paa
de sjælelige Motiver, der bære Religionen og stadigt gøre den
til en aandelig Magt.
Det er en vis speciel Art af religiøs Erfaring og Tro,
Rousseau skildrer. Det kan ikke være anderledes, da
Skildringen er hentet fra hans egen Erfaring. Det er atter her
Selvhævdelsen (amour de soi), der ligger til Grund. Den
kan afføde en Trang til at leve helt og fuldt, stræbe ud over
alle Grænser, hengive sig i Beundring og Begejstring. Da
bliver den til religiøs Følelse i Rousseaus Forstand. Trods
sit Livs Disharmonier og de trange Forhold, indenfor hvilke
det bevægede sig, udtørredes Kilden til Expansion og
Entusiasme ikke hos ham. At denne Følelsestype ikke er
den eneste mulige, havde han ikke Øje for; det kunde først
en komparativ Betragtning godtgøre. Og det er især i denne
Henseende, at det nittende Aarhundrede med dets større
aandelige Horizont og mere omfattende historiske Kundskab
har berigtiget og suppleret Rousseaus Tanke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
