Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Rousseau og det nittende Aarhundrede - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rousseau og det nittende Aarhundrede.
353
Den religionspsykologiske Type, Rousseau skildrer, den
expansive, minder om den, engelske og amerikanske
Forfattere i vore Dage have kaldt «én Gang født» (once-born), i
Modsætning til den Type, der udvikler sig gjennem Kriser
og Katastrofer og kan kaldes «to Gange født» (twice-born).1
Det var karakteristisk for Oplysningens og Romantikens Tid,
at hin første Type stod i Forgrunden. Det var gennem de
skarpe Modsætninger, det nittende Aarhundrede dels førte med
sig, dels afslørede, da de store Forhaabningers Tid var forbi,
at den disharmoniske Type ret blev paaagtet. Denne sidste
Type havde dog været den, Kirken især havde indskærpet
og begunstiget, og Rousseau’s Religionspsykologi var en
berettiget Reaktion mod Kirkens Ensidighed.
Det er dog ikke blot Rousseau’s Religionspsykologi, det
er ogsaa hans Teologi, der er af Interesse i denne
Sammenhæng. Medens han, hvad Religionens psykologiske Side
angaar, stod i den skarpeste Modsætning til Voltaire, vare de
to Modstandere egentligt enige i deres Teologi. De hævdede
begge, at det Onde i Verden gjorde det umuligt at antage en
Gud, der baade var almægtig og algod. Til samme Resultat
ere betydelige Tænkere i det nittende Aarhundrede komne,
uden at der her altid er Tale om Paavirkning. Idet Problemet
er behandlet under samme Forudsætninger og fra samme
Synspunkt, er Resultatet ganske naturligt blevet det samme.
Stuart Mill var oprørt over de Sofismer, ved hvilke man
vilde retfærdiggøre Guddommen overfor den Lidelse og
Uretfærdighed, der findes i Verden. Derimod finder han det
muligt at tro paa et guddommeligt Væsen, hvem alt Godt i
Naturen skyldes, medens de materielle Kræfter hæmme dets
Virken. Vi kunne da i vor etiske Stræben staa som
Guddommens Medarbeidere.2 Ogsaa Charles Reno u vier
antog, at Guddommens Magt var begrænset, og at derfor
disharmoniske Forholds Udvikling i Universet ikke kan
tilskrives den.3 Renouvier er overhovedet en stor Beundrer af
Rousseau og paa flere Punkter stærkt paavirket af ham, især
1 William James har givet en glimrende Skildring af denne Forskel. Se
mine Mindre Arbejder. Anden Række, p. 134 f.
2 Den nyere Filosofis Historie. 2. Udg. II, p. 433.
* Moderne Filosofer, p. 75. — Kfr. Les derniere entretiens de Ch.
Renouvier. Recueillis par Piat, p. 62 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
