Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Eitrem: Ulrich von Wilamowitz-Moellendorff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ulrich v. Wilamowitz-Moellendorfs
467
lokket religion ut av myten, og historie ut av religionen.
Man kan mene hvad man vil om hans opfatning av Herakles
som dorernes gamle nationaleie. Men aldrig har en klassisk
filolog istemt en mere ophøiet hymne end Wilamowitz i sin
indledning til Euripides’s «Herakles» (1889). En som ikke er
græsk mægtig, kan man ikke gi bedre raad end at læse hans
indledninger til Aischylos’ Orestie — en filolog vil altid hente
den sterkeste stimulans i avhandlinger som dem om
«Phae-thon» eller «Apollon».
Men det er ikke bare det gamle drama som har lokket
ham. Ogsaa den saakaldte hellenistiske digtning, som særlig
spiret frem i det nys anlagte Alexandria og her satte mangen
sær og exotisk blomst i en overkultiveret jordbund, har i
Wilamowitz fundet en kongenial tolker. Ikke alene har han
utgit Kallimachos og bukolikerne og skrevet tekstens historie.
Han har fremfor andre aapnet vore øine for deres raffinerte
kunstart og derved rykket ogsaa store dele av romersk poesi
ind i det rette historiske milieu. Man bør f. eks. læse hans
behandling av Berenikes haarlok — dronning Berenike som
hadde viet sine lokker til Aphrodite, hvis gemalen kom hjem
fra krigen, og hvis haarlok saa senere blev opdaget paa
himlen av en sleben hofastronom og gav Kallimachos idéen til
et av hans eleganteste digte («Reden und Vorträge», 1903). Jeg
tænker, oversætteren har følt et visst slegtskap med digteren
fra provinsen, som levet i en larmende verdensby med
bibliotek og hotliv, som var sprogmand og lærd og digter og en
smule romantiker i sit inderste indre.
Men Wilamowitz har ikke bare holdt sig til den græske
digtning i dens ypperste klassiske blomstring. Han er gaat
tilbake til «Homer» — her betegner hans «undersøkelser»
(1884) over den episke kunstart og digtenes gradvise vekst en
ny og frisk indsats efter Wolf, Lachmann, Kirchhoff og Niese
— og" han er gaat fremover i tiden like til kirkefædrene.
Det legat, som paa hans 60-aarsdag efter en begeistret latinsk
tale av Ed. Norden blev ham overrakt til personlig
forvaltning, er foreløbig tænkt til utgaver av sensofister og
forsømte kirkefædre. Han er her en av førerne for dem som
trækker alt samtidig kulturliv — det være det nye testamente
eller mykeniske potteskaar — ind under den klassiske filologi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
