Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dikken von der Lyhe Zernichow: Betje Wolff og Agje Deken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Betje Wolff og’ Agje Deken.
585
med Rousseau i forgyldt Ramme midt mellem de Groot og
Erasmus og arbejder, — skriver som om Landets Velfærd
afhænger af min Pen.»
Var Aftensmaden spist og Ilden blussede i Kakkelen, gik
man til sit litterære Arbeide, og den dybeste Stilhed faldt over
Præstegaarden.
Den grønne Skærm for Lyset, der tændt staar paa hver Pult.
Og Bøgerne ved Siden af, parate til at bruges.
Saa lyder et; — Farvel Pastor! — Farvel mit kære Barn;
I)og saa paa Gensyn atter, naar Klokken gaar til ti!
Selv Pigen blev sat til at læse, for ikke at forstyrre den
lydhøre Fru Pastorinde. Hun tik Fader Gats til Belæring og
Opmuntring, mens Herskabet studerede og skrev.
Pennen lløj, nej, «den dansede» over Papiret, der laa paa
Betjes Skrivepult, og Tiden fløj med. Ikke sjældent hændte
det, at Klokken forlængst var over det fastsatte Slet og
Pastoren gentagende maatte mane — saa læg dog engang sammen!
— før den ivrige Skribentinde formaaede at sætte Punktum.
Resultatet af den megen Flid viste sig et Par Aar efter
Bryllupet i et Bind «Blandede Sange», der straks vakte et
vist Røre.
Hvad de enkelte Pionerer havde søgt at bane Vej for,
hvad den senere Tids Bestræbelser mer og mer var stilet
imod, kom her til fuld Færdighed. Disse Vers gik ikke i de
gamle Traveres Spor, de brød sig deres «egensindige Veje»
og satte over alle Skranker og Traditioner med en
ungdommelig Smidighed. Her forekom hverken olympiske Guder
eller kælne Hyrder, alt det patetiske Klingklang, der ansaas
uadskillelig fra Poesien. Den dristige Digterinde førte sine
Læsere udenom det stolte Olymp, forbi det idylliske Arkadia
ud i den hjemlige Natur, hvor Blomster groede paa Engene,
og Vandet blinkede i Kanalerne, og viste med et Smil i de
skælmske Øjne — «at der ogsaa kunde komme noget godt
fra hendes Blomster-Nazareth».
De gamle Sangguder og Gudinder blegnede under de
akademiske Pudderparykker. Fru Betjes Venner og
Smags-fæller jublede og Øjnene begyndte at rettes mod den før saa
ukendte Præstegaard, hvis Navn skulde faa en saa
megetsigende Klang i Aarenes Løb.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
