Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ragna Nielsen: Utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ragna Nielsen.
respekt for Dem, at jeg nåar De spørger, ikke kan spise Dem
af med tomt snakkeri.»
Amalie Skram har ret i hvad hun seiv siger, at boken
er vederstyggelig. Constance er sat i omgivelser, saa tarve
lige, saa lave, saa hæslige, at vi gjør oprør og spør som Con
stance seiv engang spør: «Er da virkelig verden en eneste
stor sump og maa man være glad, hvis man bare kan værge
sig saa vidt, at man ikke gaar til bunds i mudderet?» Den
mand, hun først har giftet sig med, uten kjærlighet, bare for
at bli forsørget, er just ikke meget elskelig, saa om vi end
maa sige, at de kan være like gode begge to, finder vi det
ganske naturlig, at han ikke vinder sin deilige unge frues
kjærlighet. Men da Lorck, hendes anden mand, omgir hende
med ømhet, med tilbedelse, saa kommer hun jo til at elske
ham og er lykkelig! Saa kan hun altsaa elske. Forfatteren
skynder sig rigtignok at skikke kjærligheten. Constance op
dager, at Lorck har hat et tidligere kjærlighetsforhold, og
det gjør det av med kjærligheten hos hende. Ja, forfatteren
har villet at det skulde være saa, men vi er ikke overbevist
om den psykologiske nødvendighet.
Den moral, jeg kunde trække ut av Constance Rings hi
storie," vilde ikke ha noget med hendes evne til kjærlighet at
gjøre, heller ikke, som Amalie Skram uttrykker det, med en
kvindes gode naturlige sanselighet. Om hun var sanselig som
Messalina, vilde denne sanselighet ikke hjælpe hende til at
elske Ring, saaledes som han er beskrevet. Hvad der er
mere paafaldende og mere karakteristisk for Constance end
noget andet er hendes dovenskap, hendes store legemlige og
aandelige dovenskap. Og som en præken til sandhets
er kjen del se for de kvinder, som trængte tiltalen og
vilde ænse den, er Constance Ring fortræifelig. I kort uttog
kunde den ganske prosaisk lyde saa: Synes ikke norske
kvinder, at det er motbydelig av bare den skinbarlige, kor
porlige dovenskap at gaa bort og gifte sig med en mand,
man ikke elsker? Er det ikke mere værdig for et kvinde
menneske at ta fat paa skurebøtten og vaskekluten eller
hvilketsomhelst hæderlig arbeide end at gaa ind i et egte
skap med en mand, hun ikke holder av?
En moral vi kan trække ut av naturalismen, kan aldrig
bli andet end prosaisk, saa sandt som naturalismen aldrig
16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
