Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Fasting: Smaa minder om Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Smaa minder om Bjørnson.
eninger støtte til. Det smukke ved disse foretagender var at
de fuldt bevisst sigtet mod en hjertelig sammenslutning av de
forskjellige samfundsklasser, og ved sammenkomsterne skulde
der ikke bare synges, der skulde ogsaa tales, og man skulde
blande sig med hinanden. De første utflugter var ret be
skedne: Asker, Horten var til en begyndelse de forsigtige
maal. Men Behrens mente man nok med tiden kunde
komme længere. I løpet av en del aar kom man til flere
av de søndenfjeldske byer, men Behrens begyndte allerede at
ymte om at seiv Bergen og Trondhjem engang kunde naaes.
Hvis nogen den gang hadde sagt at vore sangere kunde
komme til at la sig høre i Paris og Rouen, vilde han ha
vakt stor forbauselse, og hadde nogen været forvoven nok
til at sige at de engang endog skulde komme til at drage til
Amerika og synge der, vilde han visselig blit betragtet som
mindre vel beva ret.
Et vældig skridt fremad blev tat i 1856, da indbydelse
utgik til en almindelig sangerfest paa Fredrikshald saken
begyndte at «anta dimensioner». En straalende sommer
morgen 10de mai stevnet vi studenter, haandverkere og han
delsfolk fra Kristiania sydover paa dampskibet «Eoldin»
jernbane var der ikke tale om med vore talere og digtere,
gjennem Svinesund ind til den navnkundige by, hvor Fred
rikshalds egne sangere, anført av komponisten Reissiger,
som har skjænket os saa mange smukke sange, f. eks. den
Dere seiv saa gjerne synger: «Aanders herre, du som raader
for de skatte du mig gav», tok imot os, og hvor vi alle blev
indkvarteret i byens familier, jeg seiv hos ingen ringere end
salmedigteren Landstad, som den gang var prest paa Fred
rikshald og av hvis ærværdige skikkelse jeg fik det sterkeste
indtryk. Sangerfesten forløp nu paa det herligste. Oppe paa
Fredriksten saug vi vore sange. Tilhørerne var henrykt,
men ingen mere end vi seiv. Her holdt Wel ha ven den
tale om sangen som senere har staat i vore læsebøker og
som endte med det utrop: «Sangen er en rna gt!»
«magt, magt» klang det igjen fra Fredrikstens mure, sa Beh
rens om det virkelig var saa, eller om han i sin sanger
begeistring forestilte sig det, er jeg ikke helt viss paa. En
morgen tidlig stod vi paa den plads hvor Karl XLI faldt, og
hørte skolebestyrer Gjertsens ildfulde tale, hvorefter vi na-
91
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
