Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Fasting: Smaa minder om Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Fasting.
turligvis sang: «Kung Karl den unge hjälte>. Og efter for
skjellige andre festlige optrin vendte vi tilbake den vei vi
var kommet. Samme straalende solskin, saug og klang hele
fjorden op igjennem. Jeg ser for mig Welhavens lysende skik
kelse, bl. a. hvorledes han først staar i en kreds av lyttende
personer, hvem han efter alt at dømme underholder
med sine lystige sarkasmer, og derpaa lar sig føre hen til
Kjerulfs kvartet som vilde la ham høre en ny musik av Kjer
ulf til et av hans fine, skjære digte hans ansigt fik da et
overordentlig skjønt, drømmende uttryk der saa ganske svarte
til det som blev foredraget . . .
Vi stod, en flok av os, omkring Behrens, paa dækket,
saa siger Behrens pludselig og i en noksaa haanlig tone:
«Ser Dere ham som sitter og døser paa bænken der henne?
Han er med som referent, han har sagt han vilde holde
stormende taler paa festen, og saa, da det kom til stykket,
vovet han ikke at lukke op sin mund!»
Den hvem disse ord gjaldt, var den unge Bjørnson.
Naar man nu vet hvorledes Bjørnson senere fremfor alt
var den urædde taler, som ikke engang var bange for at uttale
ting som stod i den skarpeste strid med tilhørernes opfatning
og følelser, saa viser det hvor forsigtig man bør være med
at bedømme et menneske efter en tilfeldig iagttagelse. Noget
av det kjækkeste ved Bjørnson var just det at han gang paa
gang satte sin popularitet paa spil, nåar han hadde dannet
sig en mening som han fandt han maatte ut med seiv om
det skulde vække uvilje. Saaledes i «signalfeiden» da han
midt nede i lykke Kjøbenhavn sa danskerne at de burde
høre op med at hate tyskerne. Saaledes da han forlangte
at vi kun gjennem «forhandling» skulde gjøre op med sven
skerne. Saaledes da han angrep landsmaalet. Og saaledes
mange gånger.
Forresten vil jeg ikke undlate at tilføie at Behrens og
Bjørnson naturligvis blev de bedste venner. Jeg har seiv
været sammen med Bjørnson i Behrens’s hus.
Men det var da nu ogsaa snart forbi med den undselige
og tause Bjørnson. I det samme aar 1856 foregik studenter
toget til Upsala, der, som vi vet, blev en indvielse av hans
senere liv.
Men det var Bjørnson vi skulde høre om.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
