Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Frihet, likhet, brorskap — og norsk politik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frihet, likhet, brorskap og norsk politik.
nogen kanske vel skaanselløse uttalelser om Brandesdyrke
ren og blindtarmsoperatøren dr. Schencke under ordskiftet
om religionshistorien ifjor, og odelstingspræsident Friis Peter
sens magtglade ord til høirepartiets talere forleden om at
stikke pipen i sæk.
Saa har vi socialisternes stilling til aandsfriheten !
Der kan jo være delte meninger om det samrote, som
der er mellem faglig organisation og politisk socialdemokra
tisk organisation i vört land, egentlig stemmer med aands
frihetens princip. Der kan videre være delte meninger om,
hvordan det staar til med aandsfriheten inden et parti, hvor
partiet seiv eier hele sin presse minus et patriarkalsk redigert
organ fra den sidste maaneds tid. Der kan ikke være delte
meninger om, at et parti som efter sin idé repræsenterer en
enkelt klasse og denne ene klasses økonomiske særinteresser
og som ser alle samfundets spørsmaal under klassekampens
synsvinkel, efter denne sin egen idés ensidighet vil by en
skrøpelig garanti for aandsfriheten. Der er et ord jeg i den
senere tid har set dukke op i den socialdemokratiske presse,
som jeg synes illustrerer socialdemokraternes holdning til
aandsfriheten. Det er «socialdemokratisk socialøkonomik».
Videnskapen er ikke og kan ikke være og maa ikke være
hverken høire eller venstre eller socialdemokratisk. Sociali
sterne maa ha sin egen videnskap, partividenskap.
Det spørsmaal har været opkastet og drøftet i det vide
og brede: hvordan vil den socialdemokratiske fremtidsstat
stille sig til pressen? Vil den bryte med hele sit system og
tillate privatkapitalen at drive oppositionspresse? Eller vil
den seiv drive og paa sit eget statsforlag utgi en presse, som
daglig haaner og spotter den og aapenlyst arbeider f. eks. for
anarkismen? Eller vil den foråt undgaa et av disse to onder
vælge det tredje: at kneble det frie ord?
Paa et ordskiftemøte i «Unge Venstre» forleden rettet
jeg dette spørsmaal til arbeiderpartiets egentlige fører paa
tinget, redaktør Buen, og han visste ikke andet at svare end
denne likesaa klingende som intetsigende talemaate: «I den
socialistiske fremtidsstat vil nok alt det kunne vinde frem,
som har livets ret.» Nu er det forøvrig let at vise spørs
maalet fra sig med den utvilsomt rigtige bemerkning, at det
ikke er aktuelt. Det vil komme igien. Under storstreiken i Sverige
133
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
