Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: Thomas Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas Krag.
findes i natten. Jeg vil stirre ind ide tauses blik, og jeg vil
liste efter de forladte, og jeg vil opsøge de navnløse.
Der gaar jordelivets tungt bevæbnede soldater. De støn
ner ved de store strabadser. Hør deres trin!
Jeg elsker smerten. Naar jeg hører dens røst, lytter jeg
som elskeren, der hører sin elskedes røst. I denne alverdens
ve gaar jeg til nadver. Og ved dette røde alter æder jeg Frel
serens legeme og drikker jeg hans blod.»
Thomas Krag var en Hittig mand. I løpet av vel 20 aar
lik han utgit adskillig over 20 bind romaner, skildringer,
skuespil, foruten at han skrev en mængde mindre ting i dan
ske og norske blade. Det sier sig da seiv, at ikke alt, som
løp ham av pennen, var førsterangs literatur. Flere av hans
bøker er beheftet med temmelig alvorlige feil. det findes
vel overhodet ikke mange digtere av hans rang, der har ar
beidet saa forbausende ujevnt. Som rimelig kan være, faldt
det Krag vanskelig at indrømme berettigelsen av den strenge
kritik, han engang imellem maatte døie. Han syntes, den
var uretfærdig. Det tyktes ham, at han blev dømt efter prin
cipper, som ikke hadde nogen anvendelse paa hans verk. Han
følte ogsaa sterkt vanskeligheten ved at skulle arbeide sig
frem i skyggen av de gamle digtere med deres uhyre prestige.
Det har sikkert bidrat sit til at forcere hans produktion. Al
drig følte han dog stillingen som haabløs; ti fra første linje
han skrev, var han klar over, at det han hadde at si men
neskene, var hans i inderligste, i egneste forstand. Han trodde
av hele sit dype og sterke sind paa den store poesi, paa den
som vil forklare livet og fylde religionens plads. Thomas
Krag kom altid tilbake til den tanke, at alle de, hvis tilvæ
relse artet sig paa særeget vis, de som ikke kunde gaa i trop
med ilertallet, de hvis livshunger var hetere, hvis blod var
varmere end mængdens, de hvis længsels brand aldrig vilde
slukne . . . for dem var der ingen trøst uten at søke uav
ladelig om ogsaa i mishaab og fortvilelse! efter Gud.
I Krags sidste store romaner, «Mester Magius» og «Frank
Hjelm» er dette problemet. «Mester Magius» er et digt om
livet. Om det liv, som alle er kaldet til at leve, men som kim
nogen faa nåar frem til, fordi alene disse faa har mod og
vilje til at utfolde sig. Men først og fremst er det digterens
digt om livet, om alt det han har set, følt og fornemraet,
259
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
