Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisabeth Brochmann: En bok for folket - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elisabeth Brochmann.
skrevet omtrent 9 dage efter «Til min gyldenlak» ; det staar
i nr. 44; «Den lykkelige familie» i nr. 53.) Digtet blev ikke
alene spredt utover hele Norge. Før studentermøtet i begyn
delsen av juli var det ogsaa trykt og kjendt nede i Kjøbenhavn,
hvorfra Goldschmidt, inspireret av dette «sidste digt», sendte
sit historiske brev, som naadde Wergeland den 9de juli.
Bull maa dunkelt ha husket noget i den retning, siden
han medtar «Goldschmidts breve» (der var bare dette ene
brev) mellem alle de ting som hædret den døende digter. At
den danske forfatters skrivelse just gjaldt dette sidste digt,
mindes han ikke.
Hvorom alting er; man maa betakke sig for at de histo
riske kilder saaledes skal opplumres, nåar det gjælder to slike
klenodier i norsk literatur, som disse svanesange.
Saaledes kunde fortsættes endda en god stund førend
synderegistret kom nogen vei. Men læseren har formodentlig
nu faat nok til seiv at kunne overbevise sig om, hvorledes
det har sig med Bulls løfte i fortalen om at holde sig «nær
til de historiske kilder».
Jeg skulde ikke ha fæstet mig saa meget ved feil og slurv,
hvis ikke Bull saa ganske hadde ødelagt billedet av Henrik
Wergeland.
Man nødes til at tro, at selve anlægget er et forjasket
førsteutkast, leveret til trykning uten gjennemgripende omstöp
ning eller endog de simpleste rettelser. Enhver som læser
boken og som føler sundt og varmt, maa forståa dette, seiv
om han ikke er «literær>.
Ta boken i haanden og døm seiv! Mens Bull har brukt
saa altfor mange siders vidtløftige ordflom paa forholdsvis
betydningsløse ting, blir der i slutningen liten plads eller
ingen til meget som her burde været fremhævet.
Saaledes er der ikke levnet mer end 17 sider til de to
sidste avsnit skildringen av «Smertens x\ar* samt «Syke
og Dødsleiet» (1841—45), dette tidsrum, som satte krönen paa
Wergelands liv og bar de skjønneste frugter for folk og land.
Sytten sider faar disse aar av bokens 387! Og paa 22 linjer
332
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
