Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Andersen: Tycho Brahe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(J. L. Heiberg.)
Vilhelm Andersen.
bejde til gode, ligesom de Forleninger, der var ham betroet
til dets Fremme. Som Indehaver af Kullegaarden i Helsing
borg Len paalaa det ham at holde Fyret paa Kullen ved
lige; til Vederlag for det Præbende, han havde ved Roskilde
Domkirke, skulde han underholde to Peblinge i Domskolen
og to Studenter i København og holde Helligtrekongers-
Kapellet i forsvarlig Stand. Intet kunde være Tycho lige
gyldigere end denne Lygte og disse «to smaa fattige Sinker».
Gentagne, til sidst meget skarpe Kongebreve maatte holde
ham til at tåge sit Hverv i Vare.
Andre offentlige Hverv har han aldrig skottet. Rigens
Raad, hvortil han efter sin Fødsel havde Adgang, var ham
en lige saa uvedkommende Indretning som Københavns Uni
versitet, hvis Rektorat han blev tilbudt. Fædrelandet, der
som han siger paa sin Latin «sødt tiltrækker enhver»,
forlod han med Harme, uden Taarer. For den Forskning,
der er knyttet til det nationale Liv, falder det naturligt at
sige som Rask: Sit Fædreland skylder man alt, hvad man
kan udrette. Tycho har Gang paa Gang, fra sin første til
sin sidste Bog, gentaget den latinske Sætning, der gav ham
og hans Videnskab Borgerskab i Himlen og paa Jorden:
Omne solum forli patria est, cælum undique supra, eller:
Saaledes blev Livet for Tycho Brahe, som han havde ladet
det male: for at blomstre, maatte han visne.
En glad Arbejder var han vel ikke. I al Fald uden
anden Glæde, end Arbejdet giver. Hans Liv var en Værkdag,
uden Søndag.
Men en Arbejder var han. Et ræddeligt Billed for dem,
der begærer at hvile.
En hastig Haand og et stridt Sind havde han af Naturen
maaske af Slægten, hvis Navn tyder derpaa. I Frederik
den Andens Breve til ham skrives det gerne: Brade, den
bradsindede. Dette stejle Sind skyldte han ikke blot Tabet
af sin Næsetip, som han i sin Ungdom havde faaet afhngget
i en Duel, men sit efter de flestes Mening ulykke
lige Liv.
Lige meget hvad for Egne
Er ej Himlen alle Vegne !
438
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
